I et eventyr skal der helst være tre søstre, og det er der også i Selma Rosenfeldt-Olsens eventyrlige roman ’Det fælles bedste’. I hvert fald næsten. Pigen Lora bliver født en sommerdag i Sydslesvig i 1932, og tre år senere kommer en lillesøster til, Manni, som dog ikke har nær så lys en stemme eller nær så lyst hår som Lora med de himmelblå øjne. Enebarnet Judith møder vi først flere år senere, da Manni er rendt af pladsen og tumler ensomt omkring. Da er Lora for længst blevet gift og Manni så ulykkelig over tabet, at hun nemt lader sig overtale, da Judith vil oplæres i, hvordan man er rigtige søstre.
Selma Rosenfeldt-Olsens anden roman er ikke meget længere end 150 sider, men går over stok og sten. Det ene øjeblik er Lora og Manni småbørn, der leger gådefulde lege som »Får-efter-får« og »Spøgelsesfødder-i-marken«. Sætningen efter er Lora 17 år og til bal, hvor hun træffer den danske læge Ralf: »Hans ryg er rank, han er lyshåret, øjnene stråler. Det ser Lora og synes om det, men hun ser også, at når han smiler sit forsigtige smil, stikker den ene fortand lidt længere frem end den anden. Og det elsker hun«. Så kortfattet, ømt og præcist burde enhver forelskelse skildres. Men ægteskabet bliver ikke lykkeligt. Lora når at føde tre sønner, inden hun 16 år senere sidder ved »Æ Raslebæk« og overvejer, om hun burde »hænge sig fra en gaffelgren og få det overstået?«. Da alt dette er hændt, er vi vel at mærke kun på side 32.
