En spædlemmet, bleg professorfyr tager ganske pippet fra en ung norsk kvinde i Vigdis Hjorths roman.

Der drikkes og hores i bund i denne bog, skulle vi hilse at sige

Vigdis Hjorths kammerspil om forelskelsens stormende tilløb, storhed og uskønne fald begynder før mobiltelefonen, og Ida tør ikke forlade sit hjem, 'hvis han nu skulle ringe!'.  Arkivfoto:  Annika Byrde
Vigdis Hjorths kammerspil om forelskelsens stormende tilløb, storhed og uskønne fald begynder før mobiltelefonen, og Ida tør ikke forlade sit hjem, 'hvis han nu skulle ringe!'. Arkivfoto: Annika Byrde
Lyt til artiklen

Det er uskyldens år. Den sidste tid, inden klimakrisens forbrugsskam og flyflovhed sætter ind, før facebookopdateringer, sms’er og streaming bliver det, der binder hverdagen sammen. En tid, hvor en radiodramatiker kan være kendis, og hvor der er penge og prestige i at arrangere foredrag om Bertolt Brecht; en tid, hvor kultureliten (akademikere! kunstnere!) flyver kloden tynd for at diskutere tidsskriftsartikler og gå i paneldebat om Kunsten. En tid, hvor en mand med diamant i øret stadig vækker en kvindes nysgerrighed: »Jeg troede, du var bøsse«. Ha!

So last millennium ville man med et allerede pinligt forældet udtryk have kaldt den æra, Vigdis Hjorth beskriver i kærlighedsromanen ’Hvis bare’, da den udkom på norsk i 2001, og som nu altså heldigvis og omsider er landet på dansk i Karen Fastrups fyrige og alt andet end bedagede oversættelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her