Det 20. århundredes håb og tragedie, det er, hvad Osip Mandelstams digte rummer. Han digtede fra omkring 1910, til han i 1938 omkom på rejsen til sin anden forvisning til Sibirien. Uhyre komprimeret kunne han give udtryk for det hele, drømmen om et bedre liv, om håbet om at nå antikkens højder og om afgrundens rædsler.
Lad os begynde i den hjemlige idyl: »I dæmpet lys og med et ryk,/ klædt i dit sjal, forlod du stuen –/ vi havde ikke vækket nogen,/ vi vidste, tyendet sov trygt …«. Ikke mere, det er hele digtet. Men hvor meget står der dog ikke mellem de fire linjer. En kvinde forlader stuen »med et ryk«. Er hun vred, tænker man et øjeblik. Bliver så beroliget af, at de to er et ’vi’, de har foretaget sig noget gedulgt, men så stille, at de ikke har vækket tjenestefolket. Det er sådan noget, danske Aarestrup kunne.
