Jeg kendte ikke nævneværdigt til Horace Engdahl, kritiker, forfatter og tidligere sekretær i Det Svenske Akademi, før skandalerne i slutningen af 2017 begyndte at rulle gennem selvsamme. Miseren endte som bekendt med, at flere akademimedlemmer forlod deres poster, og at Jean-Claude Arnault, gift med digteren og akademimedlemmet Katarina Frostenson og god ven af Horace Engdahl, blev anklaget for adskillige overgreb og dømt skyldig i voldtægt. Siden har jeg anset det for usandsynligt, at Engdahl og jeg kommer til at flanere hånd i hånd gennem kunsten som to behandskede dandyer.
’Op. 101’ har ikke fået mig på andre tanker. Horace Engdahl er nu eksileret til Göteborg, hvor han fra balkonhøjde skriver aforistiske essays om sin afsky for tidsånden. I særdeleshed feminismens genopblomstring og #MeToo, men i mindre grad også klimaaktivister, der ifølge Engdahl ledes af den »pjækkende barneprofet«. For det er den moralske tidsånd, der har tvunget Engdahl til at blive den slags forfatter, han aldrig selv ville læse: den engagerede og indignerede skribent. Før brillerede han i »filosofisk munterhed« og »ubekymret skønhedslidenskab«, men nu er disse dyder en saga blot, og han føler sig misforstået. For mig er »ubekymret skønhedslidenskab« ikke den mest interessante præmis. Men Engdahls indignerede harceleren over, at mænd bliver set skævt til, bare fordi de lægger an på 15-årige piger, eller hans mærkværdige ytring om, at »det er mere skammeligt at sladre om foreteelserne end at opføre sig uagtsomt drevet af seksuelt begær«, er jo uden tvivl en værre præmis.
