Når den historiske krimi ofrer sin kriminelle spænding for at skildre en periode med alt, hvad der er i den af lort og lokum, armod og armsved, bliver historicismen for meget, skriver Bo Tao Michaëlis i denne kommentar.

Ja, Shakespeares Julie lugtede nok lidt af armsved. Men det har næppe generet hendes elsker, som sikkert lugtede lige så slemt

Niklas Natt och Dags trilogi om Stockholm i 1700-tallet er et godt eksempel på historiske krimier, der skildrer datiden som et ulækkert og ildelugtende sted. Men man glemmer nemt, at vi ser på historien med vores egne nærsynede øjne og sarte næsebor.
Niklas Natt och Dags trilogi om Stockholm i 1700-tallet er et godt eksempel på historiske krimier, der skildrer datiden som et ulækkert og ildelugtende sted. Men man glemmer nemt, at vi ser på historien med vores egne nærsynede øjne og sarte næsebor.
Lyt til artiklen

Mange tror, at Umberto Ecos ’Rosens navn’ fra 1980 er den første (post)moderne munkekrimi. Det er ikke tilfældet. Den britiske forfatter Ellis Peters søsatte tre år før ’Rosens navn’ sin serie om den engelske munk Cadfael, som snedigt opklarer middelalderlige mysterier.

Der er en lang tradition i Storbritannien for at skrive om historiske mysterier. Mest berømt er forfatteren Josephine Teys ’The Daughter of Time’ (’Hvem myrdede prinserne’) fra 1951.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her