Kære Felix
Jeg ved ikke, om hverken plænen eller tribunen kalder på dig, om du har bold i blodet, men det er svært at komme uden om fodboldens kulturelle vigtighed i dag. Den kan samle og splitte, være (a)politisk, når tiden brænder på. Jeg har sendt dig ’Mener du det? Samtaler om fodbold’, så må du fortælle mig, om der er noget om snakken. Kommer journalist Asker Hedegaard Boye og fodboldtræner Peter Sørensen i mål?
Mvh. Benedicte
Kære Benedicte
Ja, fodbold har virkelig sine kronede dage i både Danmark og verden. Selv et omvandrende selvmål som jeg kunne mærke pulsen stige under EM sidste år.
Apropos EM er det tid til VM snart, og der er jo en oprigtig og ærlig ballade omkring værtslandet, Qatar. En ’Qatarstrofe’, som de med en overskrift kalder det i bogen. Med slavelignende forhold for de arme folk, der er blevet sat til at have nationen boldklar lige om lidt.
Gudskelov er de to samtalepartnere enige om, at sport er politisk. Asker Hedegaard Boye siger, at alt andet kun er »ammunition til de totalitære stater, som jo udmærket er klar over, at også sport er politik. Mens vi prædiker en ren, afpolitiseret sport, griner despoterne af os«.
Men det er også det vilde, at der samtidig med de store etiske spørgsmål også bare er tale om en sund hobby. Det befinder sig et sted mellem foreningsliv og global politik, en uhyggelig blanding af bølgepomfritter, autografer og menneskerettighedsbrud.
Mit eget forhold til boykot er uinteressant, det er for nemt for en, der ikke ville savne noget, at sige farvel til det. Men det er til gengæld spændende at tale om vores eget ubehag ved at blande fejringen, hyggen og volden sammen. Vi så det jo senest, da skuespilleren Will Smith gav sin kollega Chris Rock en lussing til Oscar-uddelingen, folk for til tasterne med en uset iver.
Reaktionerne målte sig ikke med hændelsen, men det er, fordi vi ikke kan lide at få vores flødeis galt i halsen, at verdens uhyrlighed skal komme på besøg i hjørnesofaen. Vi er som menneskeart meget dårlige til at holde på det komplicerede, vi kan bedst lide, når noget er entydigt vidunderligt eller modbydeligt. Vi elsker ikke ondskab, men det er dejligt, når den viser sig fra sin simple side, så kan vi råbe i kor mod den.
Det er også blevet ligegyldighedens laurbær for dem, der ikke længere kan tillade sig at adskille politik og sport, at alt jo faktisk er voldeligt og helt vildt svært, så hvorfor er det lige fodbolden, der skal tage teten? Som de forklarer i bogen, sendte vi som land uden større kvaler rigeligt med sportsfolk, da Adolf Hitlers Tyskland beværtede OL i 1936, fordi det var altså noget gråzonet noget, det, der foregik.
Og nej, et mål fra eller til slukker ingen brænde, men som boykotfortaler Asker Hedegaard Boye husker os på:
»Vi kan ikke redde verden, men vi kan forsøge at være med til at redde fodbolden«.
Samtidig tror han ikke, at nogen faktisk bliver væk, og de to samtaleforfattere kommer da nok også til at se med alligevel. Og når nationen trækker i klaphatten, er det da ikke umuligt at forestille sig mig heppe med. Så kan folk forbløde, mens nationalsangen gjalder, og dåseøllerne knappes op ved kampstart.
fortsæt med at læse
