Stephen Kings nyeste roman ligger og vibrerer på grænsedraget mellem det velkendte og det overraskende. På den ene side er ’Billy Summers’ en roman, der følger en velkendt formel: lejemorderen, der takker ja til ’et sidste job’, der selvfølgelig ikke går efter planen (som romanens titelfigur siger: »Hvis noir er en genre, er ’det sidste kup’ en subgenre. I filmene går det sidste kup altid galt«).
På den anden side er King for ekvilibristisk en forfatter til at holde sig til en på forhånd fastlagt opskrift. Der bliver freestylet efter alle kunstens regler gennem alle 560 sider, og selv om det på papiret ikke burde fungere, så fungerer det alligevel.
