Det giver genlyd, så det runger. Isolationen, den evige opvask, sultne børn, kampen for at få tid til at skrive, passe sit lønnede arbejde; ja, brevvekslingen mellem de to forfattere Tove Ditlevsen og Ester Nagel, der netop er genudgivet, opleves så uhyggeligt nærværende, at jeg uvilkårligt hiver Olga Ravns skelsættende roman ’Mit arbejde’ fra 2020 ud af reolen:

»I hele barnets liv har jeg troet, at arbejdet ville forsvinde, når min mand kom hjem, men opvasken står der stadig, og barnet skriger stadig, og maden skal stadig laves«. Stadig, stadig, stadig.