Voetmann har stil. Uanset emne skriver han altid i et særpræget, lidt arkaisk toneleje uden indblanding af sin egen person. Det kan foregå i et talgsmelteri i Kødbyen, ’Kødet letter’, eller i skriveværkstedet hos den ældre Plinius, ’Vågen’. Selv så personligt et emne som sorgen over sin faders død kan han holde ud fra sig selv ved at sætte den i scene som en vandring mod det egyptiske dødsrige i selskab med guden ’Amduat’. Voetman realiserer den tidlige europæiske modernismes forestilling om, at ’upersonlig’ ikke er et etisk skældsord, men et æstetisk ideal.
Titelhistorien i hans nye bog, ’Parasitbreve’, har en ung kvindelig fremmedarbejder i 1930’ernes fascistiske Italien som brevskrivende hovedperson. Af brevene fremgår det, at hun har en søn og en forlovet derhjemme, men nu har fået ansættelse på Institut for Parasitologi tæt ved magtens centrum i Rom, hvorfra hun kan sende det meste af sin løn hjem til sin mor og sit barn.
