I gamle dage, før verden for alvor blev moderne, var der ikke noget, der hed selvrealisering. Ingen talte for alvor om menneskets potentiale eller social mobilitet. Uanset hvad, var der nærmest ingen grund til det. Man skulle bare blive på hjemstavnen, tage sig af familien og måske overtage den fædrene gård. Livets muligheder var små. Det vidste alle. Der var ingen grund til at tro, at man var noget særligt.

I de mest romantiske lommer af den tysksprogede kultur opstod der ikke underligt i løbet af det 19. århundrede et behov for at idyllisere dette arkaiske landliv. Heimatlitteratur kaldte man denne form for fædrelandskærlig hjemstavnslitteratur, hvor alt moderne og urbant blev set på som farligt, mens naturlivet og de faste rammer indgik i en metafysisk samklang med det oprindelige og ’ægte’.