De første essays i samlingen ’Mødre, fædre og andre’ handler om forfatteren Siri Hustvedts egen slægt. Om farmoren, der blev hårdhudet af at kæmpe for tilværelsen på Minnesotas tørre prærie. Om moren, der fødte fire døtre, som hun syede kjoler og bagte sandkage til. Som lærte døtrene gode manerer, men samtidig indprentede dem aldrig at gøre noget, de ikke havde lyst til. Og om Hustvedt selv, der blev mor kort efter at have forsvaret sin ph.d.-afhandling.
Det er personlige essays, som er lette at leve sig ind i, fulde af historier, der bliver hængende i erindringen længe. Som da farmor Tillie tillod sine alt for velafrettede børnebørn at gå grassat på slægtsgården. Da Siri Hustvedt på et hængende hår forhindrede sin toårige i at falde ud over en rulletrappe og for første gang oplevede omverdenens fordømmelse af ’den dårlige mor’. Eller da Hustvedts mor efter farens død forelskede sig på ny:
