Hvis denne billedbog var en flaske vin, kunne man skrive: »En nattemørk drue, der indledningsvis slår en lille trille af brus og vemod. Derefter følger en stor smagsoplevelse med mindelser om skov og stjernestøv. Vinen efterlader en elegant tone af hemmeligheder. Med et lille strejf af godhed. Bør nydes ved aftentide. Perfekt til sengekanten.«

Sådan er det nemlig. Man dykker ned i Mette’rne Hegnhøj og Marcussens anden billedbog sammen, og man studser først over titlen ’Ulv, måne og okarina’. Hvad er det for en Karina, tænker man, men på bagsiden står heldigvis og med små bogstaver, at »okarina er en enkel fløjte formet som en fugl eller et æg.« Og det er også tonen af enkelhed, som bærer historien.