Nu er det nat. Pigen med de store sorte øjne sidder i sit hus. Hun har mistet en ven, og sneen smelter. Godt, hun har Mette Marcussen til at tegne en passende firkantet bolig (det er hendes speciale). Bogstaver og ord kommer drivende ind med nattevinden – måske helt fra den alfabetiske ende af Mælkevejen. Når det er Mette Hegnhøj, som styrer, sker det på skrivemaskinesprog. Det er det pæneste. Så nu er vi klar til en usædvanlig grafisk vellykket historie, der er fuld af stemninger og ordkraft. Og gæt selv-indhold.
Forfatteren ridser historien op og sender sin tegner ud i galakserne for at hente mod og trøst. Mette Marcussen griber stafetten og boltrer sig i sjove bogstaver, stjernetåger og forunderlige ord. For eksempel »hola« eller »quickstep«. Men mest følger vi det drømmeløse hjerte, der forsøger at forstå sit savn. Det er smuk og hjertegribende læsning/kigning, som munder ud i et udsagn, der begynder sådan: »jo6FE87/Is«.
