Jeg var rørt, da Det Svenske Akademi kunne afsløre, at årets Nobelpris i Litteratur gik til Annie Ernaux (f. 1940). Jeg kunne ikke forestille mig et bedre valg. Til gengæld undrede det mig, da komiteen øjeblikket efter priste Ernaux for hendes »kliniske skarphed«. I mine ører er ordet ’klinisk’ forkert at bruge om et forfatterskab, der som Ernuax’ er sanseligt og uforfærdet, ja, til tider endda frimodigt i sin skildring af menneskets angst og vemod, lidenskab og længsel.

I de af Ernaux’ bøger, som indtil nu findes på dansk, har man kunnet læse om så vidt forskellige sider af menneske- og kvindelivet som overgreb og abort, tidens gang, historiske skred og politiske begivenheder, forelskelse og heftigt begær. Hver gang er det lige slående, hvordan Ernaux formår at åbne sin egen livshistorie, så den forekommer ikke almen, men fælles.