Det er, som om det er nytårsaften hos naboen eller bare fest hos overboen, men du er ikke med, ikke inviteret. Sådan er den grundlæggende følelse i Tor Ulvens prosadigtsamling ’Sten og spejl’ fra 1995 (flot oversat til dansk af Mads Eslund og udgivet af det mikroforlag, der måske har den mest skarpskårne profil herhjemme, Sidste Århundrede).

I hvert fald for digtenes ensomme jeg, der ligesom lægger mærke til, at livet bliver levet omkring ham, mens han selv ikke lever andet end ensom. Således lyder en maksime et sted i bogen: »Kun den, der ikke selv fester, kan høre larmen fra de andres fest«. Av av av.