I en vis del af dansk litteratur er en djøf’er, cand.jur., cand.polit., altid meget af en taber i forhold til livets realiteter. Som om vore embedsmænd i diverse gradbøjninger er født på Månen for siden at blive sendt ned på et kontor i København og omegn. Hans Scherfig om ikke begyndte trenden, så slog den fast med ’Den forsvundne fuldmægtig’ og ’Det forsømte forår’. Siden har vi haft en del at gøre i danske bøger med diplomater og departementschefer, som kanter sig rundt i virkelighedens verden. Enten som tonedøve karrieresnobber eller borgerskabets artige dukse.
Sådan begynder Morten Hesseldahls nye politiske thriller ’ Putins datter’ med en sådan ’djøfisk’ ouverture. Departementschef i finansministeriet Theis Brodersen har kvajet sig og er fyret, fordi han tog ansvaret for en seriøs regnefejl. Samtidig bliver han skilt, men springer også ud som kunstmaler. Jamen lige her før han fylder 50, falder der appelsiner i hans turban. Pludselig møder han en underskøn kvinde ved navn Lulu, som lokker ham ind i noget nyt, eksotisk og fremmed. Er hun en farlig femme fatale eller hans frelsende engel? Hendes bryster er hendes egne, siger hun, men resten kosmetik og kirurgi. Og via hende og hendes gavmilde krop ryger Theis ind i en mystisk forretningsmands multiunivers af finansielle transaktioner.
Alt synes lovende. Alligevel er Theis i syv sind. Har han spist af djævlens avocado, solgt sin sjæl eller scoret kassen og sexbomben? Samtidig er der krig i Ukraine, og han bliver opsøgt af en gammel bekendt, den russiske ambassadør, som beder om en tjeneste. Mod at 15 danske lejesoldater i russisk fangenskab bliver sat fri i stedet for at blive nakkeskudt eller sendt til Sibirien. Alting drejer sig i sidste ende om internationalt kynisk salg af menneskelige organer.
Midt i al miseren møder vi så Laurits, en bomstærk mand, en chauffør, som kan mere end at køre ligeud. Hvilket han allerede viste i forfatterens forrige krimi, den Glasnøgle-belønnede ’Mørket under isen’.
Meget at holde rede på
Pyha – der er meget at holde rede på. Hesseldahl skriver i den flerstemmige og centrifugale stil, hvor alting snurrer spændende og uvist rundt om vor tidligere embedsmand, som måske finder og genvinder sin søn og sin fraskilte kone undervejs. Vi kommer vidt omkring og ender i et crescendo af pludselig død blandt venner og fjender.
Plottet er lige ved at gå i skuddermudder med sine sidespring. Men igen reddes alt behændigt i land af forfatterens økonomiske og lakoniske sprog. Hans holden tungen lige i munden, selv når handlingen rabler.
fortsæt med at læse
