Der er en bestemt slags liv, jeg altid bliver begærlig efter, når jeg læser det skildret i litteraturen. En afsondret eksistens med faste daglige og ugentlige rutiner, en slags nonneliv. Sådan et liv fører den første jegfortæller, vi bliver præsenteret for i Mathilde Moestrups fine debutroman, ’Elektras breve’.

En kvinde oppe i årene, bosiddende på Østerbro, med en fast daglig rytme af læsning, skrivning, gymnastik og meditation, og tre faste ugentlige gåture: mandag gennem parkerne, onsdag langs havnen, fredag i byens gader. Et liv så regelmæssigt, at det er helt uhørt pludselig at gå ud midt på dagen, sætte sig på en fortovscafé i aprilsolen og bestille en orange drink, som hun kommer for skade at gøre det i bogens start.