Jeg har et blødt punkt for jegfortællere. Sikkert fordi det føles mindre kunstlet, mindre litterært at få så direkte en adgang til det følelsesliv og den tikkende tankevirksomhed, ingen af os alligevel kan slippe for.
Jegfortælleren er lykkeligt befriet fra tredjepersonsfortællerens umoderne omsvøb og omveje, man undgår at skulle bane sig vej gennem alenlange og udførlige beskrivelser, gennem tirader om tøj og ansigtstræk. Så snart man åbner bogen, er man allerede ét med jegets indre stemme: »Det er svært at være menneske, men det er faktisk også umuligt«, udstøder for eksempel Birgithe.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























