En psykiater begynder at skrive digte til sin patient. Det kan lyde som et fordækt thrillerplot fra starten af årtusindet, men det er i virkeligheden en af præmisserne i en sorrigsmuk ny digtsamling. Eller ’kontinuitetsnotat’ står der godt nok på forsiden, men ’Smerte-Hjerte’ af digter Anna Rieder og hendes psykiater Birgit Bundesen tales nemmest om som digtsamling.
Det er ikke første gang, de to laver tekst sammen, de var med i antologien ’Hjertet er en fold af heste’ (redigeret af Rieder og Sidsel Welden), som vi her på avisen gav Frit Flet-prisen for nylig. Antologien var skrevet af folk med tilknytning til psykiatrien, og det er også omdrejningspunktet for ’Smerte-Hjerte’.
Formelt består bogen af tekster tilskrevet henholdsvis Anna og Birgit (jeg må gå ud fra, at de er meget tæt på virkelighedens Rieder og Bundesen), i begyndelsen Annas flimrende digte og Birgits grundige journaler.
»jeg siger ikke noget til lægen/ fordi jeg gerne vil formulere mig præcist«, kan der stå. Og som læser forstår jeg den ængstelighed, journalens magtsprog er hårdt og ugennemsigtigt:
»Objektiv somatisk: Pt. er vågen, klar, auto- og allopsykisk orienteret i tid, rum og egne data«.
Lægens blottede digte
Afstanden mellem patient og professionel er stor, men så begynder lægen at bruge metaforer fra digterens tidligere digtsamling, med poesiens sprog kan de nærme sig hinanden, og de begynder at udveksle digte.
Godt nok er journalen umenneskelig, men digtene fra Birgit er næsten for intime, sådan føles det i hvert fald først. Men man vænner sig til det, og så åbner der sig en omsorgsfuld gråzone af poesi. Annas tekster kredser om magiske syner og deres fravær, når medicinen indtages:
»Jeg har svært ved at skrive for tiden, jeg giver medicinen skylden. Jeg bliver hverken våd eller inspireret, psykotisk eller angst. Ser ingen engle, fugle, det betyder ingenting længere (...) Jeg tror ikke, jeg både kan skrive og leve et almindeligt liv«.
Og senere:
»jeg/ det/ er glasagtigt/ skørt og levende/ det er skamfuldt ikke at tage sin medicin/ en daglig forhandling/ jeg længes efter tilstanden/ hvor alt er åbent/ du siger det er et farligt sted at være«.
Det er Birgit, der giver Anna skørhedens anden betydning: Det kan være tosset, og det kan være glasagtigt porøst. Sådan forhandles der med forståelsen af, hvad rask og syg er, og åbnes op for det poetisk radikale i, at ’det syge sind’ har et litterært potentiale. Men på den anden side er så Birgit, der hele tiden må overveje sin position:
»For meget empati gør mig uskarp, jeg skal kunne kende dine følelser fra mine. (...) Jeg må fx ikke vise, hvor ked af det jeg bliver på dine vegne, når du tager dumme valg for dig selv. (...) Jeg må passe på mig selv for at kunne passe på dig. Jeg knapper min indre kittel«.
Hun må klamre sig til lægerollen, men kan også ’afsløre’, at hun selv har været til psykolog, at hun ydede modstand mod at skulle det. Hun kalder sig en dårlig patient i forbindelse med en operation. Velfærdens ydelses-fangearme kan omklamre alle med sin magt.
Men det lykkes ’Smerte-Hjerte’ at gøre noget, med skønhed og forskydninger at rokke lidt ved forestillingerne om den syge og den raske. I Annas digte roterer motiver som hund, mor, børn, snerle og fugle. Det er et smukt virvar af kroppe, der giver, kræver og afslår omsorg. I Birgits tekster balanceres der mellem autoritetens retryggethed og den medmenneskelige afmagt.
Bogen får mig til at tænke på blandt andre Fine Gråbøls roman ’Ungeenheden’, som gjorde blød modstand mod journalernes hårde sprog, og på Caspar Erics digtsamling ’Nye Balancer’ der ikke uden kamp vil acceptere, hvad en god krop er. Vi er heldige, når litteraturen evner at være både oprørsk og vidunderlig, sådan noget litteratur er ’Smerte-Hjerte’.
fortsæt med at læse
