Ørne, delfiner, lsd og vindmøller. Ugens udgave af ’Uanmeldt’ handler om det hele. Eva Eistrup har sendt Felix Thorsen Katzenelson en bog fra et reservat ved Skagen.

Hun hjalp delfinen af med dens liderlighed, så eksperimentet kunne fortsætte

Denne søde thailandske babydelfin har ikke noget at gøre med den kåde Peter fra forsøget i 1960'erne. Foto: Sakchai Lalit/Ritzau Scanpix
Denne søde thailandske babydelfin har ikke noget at gøre med den kåde Peter fra forsøget i 1960'erne. Foto: Sakchai Lalit/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Kære Felix

Jeg håber, du har haft en god påske, måske der var tid til rekreation også? En ting, jeg ved, du ikke nåede, er Ørnereservatet, som ligger tæt på Skagen. Der er fugle og heste og shows og natur, i virkeligheden nogle af de mest skoleferie-agtige ting, der findes. Men så er det godt, at det reservat er med i en bog, og nu flyver den videre til dig, med et ønske om fortsat medvind.

Mvh Eva

Kære Eva

Faktisk er medvind ikke altid dejligt i ørneland. Det kræver nemlig modvind at lande, for det er nemmere at styre i. Sådan er der helt gængs naturformidling i bogen, krydret med personlige erfaringer. Som da modvind blev til medvind, og en ørn landede skidt på Peter Frank Wenzel og nær havde flået hans øre af. Han har arvet den ærestjans, det er, at drive reservatet fra sin far, og det tager han alvorligt, kan jeg forstå.

Et børneminde lyder således:

»Mærkede, at ørnen landede på min ryg, og mærkede, hvordan dens kløer borede sig en lille smule ind gennem min røde striksweater (...) Den dag blev der sået et frø i min krop og min bevidsthed, og det frø har spiret lige siden«.

Jeg kan godt lide det let snublende i, at der vokser et frø i hans krop, at billedet bliver en kende for fysisk. Generelt kan jeg godt lide mødet mellem menneske, sprog og (andre) dyr. Jeg kan huske min folkeskoleveninde, som havde hund. Hun havde fundet på en slags leg: Man sagde noget virkelig ondt til hunden med en blød stemme, og resultatet var hvalpet sødme, eller man sagde med streng stemme, at man elskede den, og så peb den. Uden helt at vide hvorfor forstod vores barnehjerner det finurlige i den kommunikationsfejl.

Det er ikke længe siden, jeg er røget i et delfinformet kaninhul. Det er den enormt kuriøse fortælling om det amerikanske ’Dolphinarium’ fra 1960’erne. I et hus indrettet til tværartet samliv boede Margaret Howe Lovatt sammen med delfinen Peter. Det var professor, filosof, psykoanalytiker og fritænker John C. Lilly, der havde igangsat forløbet, han ville lære en delfin at tale engelsk, med dens store hjerne burde det være muligt. Delfinen skulle lære at sige ’Hello Margaret’, og det var åbenbart m-lyden, der voldte de største problemer.

Det, og så delfinens liderlighed. Til at begynde med transporterede de Peter tilbage til hundelfinerne, når han blev kåd, men det forsinkede eksperimentet, så Margaret Howe Lovatt begyndte at ’afhjælpe’ Peter, når der var behov for det. Jeg forstår stadig ikke helt hvordan. Det var primært for ikke at afbryde eksperimentet, men det endte med at blive den altoverskyggende historie om forsøget. Magasinet Hustler lavede blandt andet en snusket artikel med dertilhørende tegning af Margeret Howe Lovatt og Peter.

Delfinhusets fortælling er en vild historie, der også handler om lsd, meditation og uhæmmet videnskab. Sådan er det ikke i ørnererservatet, men jeg tror stadig, man skal være en bestemt slags menneske for at kunne finde ud af at nyde dyrs selskab i så udpræget grad, som Peter Frank Wenzel og andre gør det. Ja-ja, de fleste orker at passe en hund, men at træne i timer dagligt med en Stellers havørn er noget andet.

Det kan minde om noget religiøst, det indrømmer forfatteren også selv i forordet. Det er noget andet, noget større, end hvad sprog lige kan fange. Og der var vi igen, ved kommunikationen. Og den er klar, fra menneske til menneske, i slutningen af Peter Frank Wenzels forord, der handler om vindmølleparkernes hærgen. Tanken om en flyvende dør (havørn), der bliver ramt af en Vestas-vinge er brutal:

»Jeg mener derfor, det er på tide at tage diskussionen om alternativerne til vindmøller, for eksempel solceller og kernekraft. Kernekraft er en teknologi, som mange andre lande i årevis har benyttet, og den kernekraft, der findes i dag, er nået til 4. generation, hvor selv danske firmaer er aktive i udviklingen«.

Selv ørneparker er politiske.

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her