Jeg slog lige ordet sardonisk op, ville sikre mig, at det er det rigtige ord at bruge om forfatter og professionelt brokkehoved Fran Lebowitz. Jeg nåede ikke at klikke ind på ordbogen, for der var allerede dukket et billede af Fran Lebowitz op, hun er simpelthen definitionen på sardonisk:
»Hånlig; ondskabsfuld – om latter eller smil«.
Mange kender givetvis den 72-årige forfatter fra den Martin Scorsese-skabte dokumentarserie på Netflix, ’Pretend It’s a City’. Her langer newyorker-ikonet ud efter alt og alle, både børnefamilier og bohemer får et rapkæftet rap over nallerne. Hun er siden begyndt at turnere verden rundt med en slags omvendt talkshow, hvor hun lader sig interviewe af lokale journalister og doserer verbale skideballer som svar på publikumsspørgsmål. Som der står på billetsiden:
»Glæd dig til at høre Fran Lebowitz’ ubarmhjertige og kompromisløse mening – måske som reaktion på netop dit spørgsmål«.
Du betaler for, at det måske er lige din dumhed, forfatteren spidder. For forfatteren taler mere, end hun tekster, hendes legendariske skriveblokade har snart 30-års jubilæum. Men hvad giver man så hungrende danske Fran-fans? Jo, man oversætter essays fra dengang, skrivemaskinen stadig lynede.
Men essay er bare så meget sagt. Der er allerhøjest tale om klummer, de fleste et par korte sider lange. Det er sikkert det engelske sprogs bredere forståelse af et essay, som kan gå helt ned i en størrelse skolestil.
Byg mig en bro
Teksterne er fra 70’erne og 80’erne, flere af dem udgivet i Andy Warhols ’Interview Magazine’. Det må jeg researche mig til, for der er i den grad sparet på formidlingen af tekstsamlingen. Forordet, en halv side skrevet af Fran selv, har ikke nogen datoangivelse, så jeg ved ikke, om det er ironi, når hun beskriver sig selv som værende i sine »tidlige 40’ere«.
Det er irriterende og sløset, og jeg savner en stærkere kulturel forbindelse mellem New York anno 1978 og Danmark anno 2023. Meget af det er så lokalt skrevet, om folk og begivenheder i nabolaget. Jeg føler, at Fran Lebowitz tit i sine tekster svarer på en ting i sin tid, men det må blive ved fornemmelser. Teksterne er revet så langt væk fra deres udgangspunkt, så jeg mister tilknytningen.
Den kulturelle oversættelse har været svær, også nogle gange for svær. Som da der står følgende:
»Dem, som søger værdighed i den form for arbejde, der tvinger dem til at hjælpe hamburgere, bliver nødvendigvis skuffede«.
Sætningen giver ingen mening på dansk. På amerikansk findes et produkt der hedder ’Hamburger Helper’, som er et madprodukt, en pakke med makaroni og smagspulver, hvor du tilføjer hakkekød og lidt væske og vupti har en færdig ret. Jeg må næsten gå ud fra, at det er den hamburger, nogle hjælper i den danske volapyksætning, at det handler om, at nogle lortejobs tvinger folk til at spise lortemad.
Nogle gange er det helt og sandeligt sjovt at læse Fran Lebowitz, som skriver meget om ikke at ville skrive:
»Farver har, indrømmet, visse fordele. Da form alene er utilstrækkeligt, er det nødvendigt, at ting besidder en vis mængde farve, for at man kan adskille dem fra hinanden. Det ville jo ikke fungere, hvis man rakte ud efter en cigaret, men fik fat i en kuglepen, og det, som skulle have været et øjebliks nydelse, forvandlede sig til timevis af hårdt arbejde«.
Men generelt gør den kronisk ironiske stemme det svært at være der. Det kunne da sikkert være interessant kulturhistorie at læse om, hvad Manhattans gallerier udstillede dengang, men det lærer jeg ikke her. Ingen reportager er faktiske, men altid en masse knipsende og givetvis skarpe observationer amalgameret sammen til en gakket parodi.
Tiden er en anden, og det mener jeg ikke på nogen identitetspolitisk måde, men som en konstatering af, at man har fjernet Fran Lebowitz’ tekster for langt fra deres oprindelse.
fortsæt med at læse
