Forestillingen om, at det unge menneske kan afkræves et enkelt svar på spørgsmålet om tro, afslører en idé om, at det er noget, man kan få på plads efter et par måneder hos en præst. Men hvad og hvordan man tror, er spørgsmål, som man aldrig bliver færdig med. Og for langt de fleste mennesker er spørgsmålet om tro noget personligt, som kan opleves voldsomt grænseoverskridende at blive afkrævet et svar på.

Konfirmanderne ved godt, at der ikke er tale om et ja eller nej, et enten-eller. De ved også godt, at trosbekendelsen ikke er en tjekliste, hvor man kan dumpe, hvis man tvivler en smule på jomfrufødslen. Tro er ikke noget, vi står til regnskab for, hverken over for en munter onkel til konfirmationsfesten, præsten eller nogen som helst andre. Troen er heller ikke noget, vi gør os fortjent til ved f.eks. at skulle sige nej til gaver – man kan sagtens være et troende menneske og elske gaver på samme tid!