Pæne mennesker gik i en stor bue uden om Assistenshuset ved Christiansborg. For trods den fashionable adresse vidste københavnerne udmærket, hvad der gik i svang hos ’onkel’ bag det håndblæste vinduesglas:
Siden 1688 havde stedet fungeret som byens kongeligt privilegerede pantelånerkontor, og bedsteborgere, som var havnet i økonomisk uføre, ville hellere dø end at blive set i nærheden af den skamfulde adresse. Diskrete ’sættefolk’ tilbød sig ligefrem som mellemmænd mod beskeden kommission, mens stedets forvalter gav respektable bysbørn mulighed for at møde op efter lukketid, så de ikke skulle »staa til Skue blandt en Flok Pøbel«.


