På et tidspunkt i Angie Thomas’ bog ’Concrete Rose’ skal en ung kvinde og en ung mand til at køre hjem. De har været på rundtur på et universitet, hvor kvinden overvejer at studere. Deres liv er ikke det nemmeste, men på campus blev der et øjeblik drømt om noget mere og noget andet. Det er stadig lyst, men kun lidt endnu:

»Min mor kan ikke lide, at jeg er ude på motorvejen efter mørkets frembrud. Så er der større sandsynlighed for, at politiet standser mig, siger hun. Jeg går igennem hendes tjekliste. Tager sikkerhedssele på, tænder for motoren, tænder lysene, sørger for, at musikken ikke er skruet for højt op, og har min pung liggende i kopholderen, så jeg ikke behøver lede efter den, hvis jeg bliver standset. Så er jeg klar«.