Karl Ove Knausgård blænder i sin nye roman, ’Arendal’, op for en stærkt suggererende fortælling om kampen mellem fornuft og følelse. Og hvor skriver han dog godt om folk, der har det skidt.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg har læst en så nuanceret skildring af et menneske, der er ramt af umulig kærlighed

Karl Ove Knausgård har med 'Arendal' skrevet sin måske mest dybsindige roman. Foto: André Løyning
Karl Ove Knausgård har med 'Arendal' skrevet sin måske mest dybsindige roman. Foto: André Løyning
Lyt til artiklen

Syvert Løynings bil går i stå en aften i 1976 i vinterens iskolde Norge ved byen Arendal, hvor han boede i sin barndom. Han må ringe hjem til Evelyn og sige, at han overnatter på hotel.

Det giver ham tid og rum til at mærke sig selv – og Asja. Den russiske kvinde, han i hemmelighed er forelsket i. Han er ingeniør og har mødt hende i Sovjetunionen, hvor hun bor. I en aflåst lomme i sin taske har han hendes glødende breve. Han tager dem tit frem og læser igen, hvor meget hun længes efter ham. Han længes også selv:

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her