Når man skriver om Haruki Murakami, fokuseres typisk på konspirationer, fantasiens jazzede uforudsigelighed og litterær pasta. Men i mine øjne er et andet element nok så centralt. Murakamis moderne variant af japansk fatalisme.

Noget overgår hovedpersonen. At han (det er som oftest en han) rammes af sin skæbne, kan han måske ikke gøre meget for at undgå. Men det er ikke en opgivende fatalisme. For det afgørende er, hvordan man møder sin skæbne.