I et stort bur i en vinduesløs kælder holdes 40 kvinder indespærret i total uvidenhed. De mandlige fangevogtere siger ikke et eneste ord til kvinderne eller til hinanden. Kvinderne udsættes ikke for direkte vold eller eksperimenter, de tvinges ikke til andet arbejde end tilberedning af deres egen mad og reparation af deres eget tøj. De er der tilsyneladende uden formål – simpelthen holdt fanget for fangenskabets skyld.

Kvinderne husker kun brudstykker af det liv, de levede før. En vag forestilling om undtagelsestilstand og bortførelse. Kælderen har frarøvet dem tidsfornemmelsen, svækket deres hukommelse. Måske har de endda fået slettet minderne. Grundstemningen af isnende uvidenhed hersker overlegent i belgiske Jacqueline Harpmans dystopi.