Det er længe siden, jeg har læst så filosofisk en bog om sex og kærlighed som denne. Stilen er ikke umiddelbart filosofisk: en lettilgængelig og underholdende roman om et fremtidssamfund, hvor man næsten har afskaffet sex mellem mennesker, fortalt af en kvinde med en vis naivitet, som er karakteristisk for Sayaka Muratas fortællere. Men i lange passager er den alligevel skrevet i den form, som Platon rendyrkede, når et filosofisk spørgsmål skulle belyses: dialogen.
»Det er altså underligt at bruge den legemsdel, jeg plejer at tisse med, til at elske med«, lyder en mandlig karakters replik i en af de mange dialoger. Og det er ren Hegel. I ’Åndens fænomenologi’ er det et af Hegels billeder på dialektikken mellem ånd og materie, at penis både er urineringens og forplantningens organ.
