Hvis man kommer lige fra Jon Fosses mesterværk ’Septologien’ – de syv bind om kunstmaleren Asle, der kører frem og tilbage mellem byen Bjørgvin og sit hus ved fjorden og møder sine egne tidligere jeger – er det første, man slås af, når man slår op i ’Hvidhed’, at den er fuld af punktummer. Dem er der nemlig ikke et eneste af i Septologien, som i sin bølgende bevægelse mimer åndedrættet.
Man fristes til at sige, at de mange punktummer mellem korte sætninger i ’Hvidhed’ til gengæld mimer en bil, der er kørt fast. Det er nemlig det, der sker for jegfortælleren allerede på første side: Hans bil sidder fast. I de dybe hjulspor på en skovvej. De korte sætninger og de mange gentagelser skaber en hakkende fremdrift (»Jeg kørte hjemmefra. Det gjorde godt. Bevægelserne gjorde godt. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle hen. Jeg kørte bare«), som hurtigt ender i stilstand. Det er, som om sprogets og bilens bevægelse gennemspiller en plotkurve uden spændinger. Uden forhalinger og ekskurser. Lynhurtigt når vi meget konkret frem til ’point of no return’: Der er ingen vendeplads på skovvejen.
