Så er syvende og sidste bind af Jon Fosses mesterværk ’Septologien’ kommet. Det slår mig, at ’Septologien’ faktisk er en slags julekalender i syv afsnit: Gennem syv bind har vi fulgt vores jegfortæller, kunstmaleren og enkemanden Asle, gennem de syv dage op til jul; vi har kørt med ham frem og tilbage i hans lille varevogn mellem huset ved fjorden og galleriet i Bjørgvin, og på den strækning er stederne og erindringerne fra fortiden strømmet ham og os i møde, så vi bid for bid har fået historien om hans liv. Nu er det blevet lillejuleaftensdag, og vi når at få juleaften med.
Gennem de syv bind har vi også fået brudstykker af en anden Asles livshistorie: ham, som på det fortællende nutidsplan ligger og svæver mellem liv og død på hospitalet; ham som også er kunstmaler; ham, som på det fortalte erindringsplan (i femte bind) inspirerer unge Asle til at starte på kunstskolen.
