Om Jon Fosses nye roman har jeg egentlig ikke lyst til at skrive andet end: Læs den!

Fra første sætning bliver du suget ind i en skriftstrøm, som river dig med, og når du når sidste side, ønsker du bare at starte forfra igen. Og det kan du roligt gøre, for romanen begynder med et »Og«, som om det ikke er en begyndelse, men en fortsættelse, ligesom slutningen ikke helt er en slutning, for der er ikke noget punktum, hverken her eller nogen andre steder i romanen; der er bare sætning efter sætning, kædet sammen med komma og »og«, én lang tankestrøm, kun afbrudt af replikker og det tilbagevendende »tænker jeg«, der ikke så meget er en orientering som et mantra, et omkvæd, et rytmisk indslag.