Lyt til artiklen
Jeg læser Peter Handkes fine, lille meditation over, hvad det vil sige, at en dag for alvor har været vellykket på et ubekvemt stolesæde i en gate i Heathrow. Højtalerne i den kaotiske lufthavn er fulde af meddelelser om forsinkelser og passagerer, der straks skal skynde sig til en gate.
Min læsesituation er fuld af kakofoniske lyde og et flimmer af hektiske fremmede. Alle er både alene og sammen, alle ved vi, at ethvert møde med andre er kortvarigt, vi er os selv nok, og jeg hader allerede den larmende børnefamilie, der hensynsløst har spredt sig larmende over sæderne over for mig. Jeg når først hjem efter midnat, sukker jeg for mig selv, da skærmen for tredje gang har udskudt afgangstidspunktet.
