Der er ikke ét forfatterfoto på bagflappen af Liz Jensens sørgebog om sin søn. Der er to. Samme format, side om side: et af mor og et af søn. Dem har jeg stirret meget på under læsningen. Det er to personer, men samme ansigt. To forskellige køn, to forskellige aldre, men samme øjne, samme øjenbryn, samme næse, samme mund, samme smil. Også samme røde hårfarve. Et stærkt udsagn om at sønnen, der pludselig faldt død om som 25-årig, lever videre i moderen. Og at han er medforfatter til denne bog. Ikke bare fordi hans noter citeres, også fordi han jævnligt viser sig for sin sørgende mor og har sine helt egne replikker i deres fortsatte dialog.
Bogen følger den sørgende det første år efter sønnens død. I kapitlernes overskrifter formuleres deres temaer som spørgsmål, den sørgende stiller sig selv (eller sønnen stiller sin mor?): »Vil du overleve?«, »Vil du forpuppe dig?«, »Vil fuglene komme med beskeder?«, »Vil du tale med de døde?«.
