Først et tankeeksperiment: Tænk hvis Socialdemokratiets grundlæggere lige skulle tjekke vælgeranalyser, taktik og strategiovervejelser, før de fløjtede arbejdskampen i gang. Tænk hvis grundlæggeren Louis Pio i en tid, hvor valgretten var begrænset til mænd over 30 med egen husstand, først havde gennemført en undersøgelse af, om arbejderne nu også ville støtte hans projekt om international arbejdskamp? Eller endnu længere ude, hvis Pio var gået ud og havde sagt til et af datidens partier, at de skulle gøre plads og anerkende partiets selvvalgte placering i de politiske billede. Svært at finde den røde tråd Nå, alt det er jo historie. Det vil den aktuelle indehaver af socialdemokraternes formandskontor næppe høre på. Et sandsynligt gæt er, at Helle Thorning-Schmidt og Henrik Sass Larsen også vil ryste på hovedet ad Karl Hjortnæs' aktuelle bog 'Socialdemokrater under pres'. De vil affeje den som endnu et brøl fra en af partiets dinosaurer. Rigtigt er det, at Karl Hjortnæs ikke er en årsunge. Han fylder 72 i næste måned. Og op gennem 70'erne, 80'erne og ind i 90'erne bestred den nordjyske jurist flere ministerposter og var gennem hele perioden en af de centrale aktører i partiet. Til gengæld tager de katastrofalt fejl, hvis de affejer Hjortnæs' erfaring. For med få og præcise ord får han bogen igennem sat ord på partiets krise. Han viser samtidig, at Socialdemokratiet fra første færd har været et pragmatisk parti i konstant forandring. Sådanne skift i politikken kan godt forenes med at fastholde den røde tråd, som partiets nye ledelse synes at famle efter i blinde. Lighed Tag blot første afsnit om socialdemokratiske grundværdier, hvor det frække ord lighed nævnes og beskrives. Netop lighed er en væsentlig del af partiets identitet, argumenterer Hjortnæs. Og det er ikke socialistisk strækmarch eller ensretning, han ønsker, men simpelthen lige muligheder og lige rettigheder. Men uha, det er et ord, moderne socialdemokrater nødigt tager i munden. Det kunne jo skræmme nogen. Det, som Hjortnæs kalder en ideologisk grundværdi, er nærmest reduceret til værdien på næstformanden Henrik Sass Larsens parcelhusgrund. Og her gives ikke køb. Boligejere skal ikke 'brandbeskattes', som det hedder, og for nu at bruge Sass' egne ord bliver bistandsklienten jo ikke fattigere af, at hans hus stiger i værdi. Nej, det gør bistandsklienten ikke, men hvor var det lige idealet om lighed blev af? Svigter sin historiske opgave Hjortnæs beskriver også et andet uartigt ord: 'Solidaritet'. Det ord kan sikkert få en moderne socialdemokrat til at vaske sin mund med vand og sæbe. Her konstaterer forfatteren, at det er lykkedes Fogh at lave ordet om til 'sammenhængskraft'. Og dermed er også den banehalvdel erobret fra sosserne. Solidaritet er også kuren mod med den kroniske betændelse i partiets udlændingepolitik. Hvis ikke Socialdemokratiet ser det som sin opgave at hjælpe nogle af samfundets svageste, nemlig flygtninge og indvandrere, har det svigtet sin historiske opgave. For der skal være forskel på de socialdemokratiske idealer og de borgerliges plan 'noget for noget', som med Hjortnæs' ord er »en populistisk imødekommelse af en småborgerlig, navlebeskuende og moraliserende tankegang, som bygger på den naive opfattelse, at ingen vil gøre noget godt uden at få noget for det«. Så klart kan det siges - hvis man tør vedkende sig partiets historiske arv. Tonen i bogen er saglig og venlig over for Hjortnæs' arvtagere i Socialdemokraterne. Men kritikken er ikke til at tage fejl af. Hvis Helle Thorning-Schmidt vil udvikle frem for at afvikle sit parti, må hun komme med andet og mere end et markedsorienteret midterparti uden sjæl.