0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

København dengang...

Et vidunderligt digterisk fotodokument af kulisserne til eventyrets, fugtens og selvfortabelsens storby, der knuses under andelsforeningernes og byfornyelsens tørre Normalkøbenhavn.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der var engang, hvor der duftede godt af mandariner og elskov i halvandenmandssengen i Lises mørke, fugtige og gasopvarmede stuelejlighed i Ravnsborggade.

Vi stod først op om eftermiddagen og hentede fedtede stegte nudler, nr. 17, i kinagrillen på Nørre Allé.

Vi var løbet fra den brune bodega Guldanden i Guldbergsgade og en ubetydelig spillegæld, som en amfetaminkokset hjerne indspundet i enorme muskler ville indløse her og nu med tørre tæsk.

Vi mente, det gjaldt livet, og endte med at ligge drivvåde i skjul i et skur i anden baggård et ukendt sted på Nørrebro.

Vi havde listet os hjem gennem regnen ad Korsgade, hvor vi ved et rent tilfælde ikke blev klippet af to unge biltyves vilde flugt, der endte med en gevaldig saltomortale ud i Peblinge Sø.

Fortabelse
Engang var København blot scenografien for sådan en uendelig druktur. Fuld af små skure med forhandlere af autodele, herrefrisører som Salon Lynsaks, smørrebrødsjomfruer og tillukkede kontorer, åbent efter aftale.

Byen var et mystisk sted, hvor alle folk boede side om side, bankdirektører, ludere og lyssky mænd i store frakker.

I den by kunne man fortabe sig. I dag er København byfornyet, gårdsaneret og gennemreguleret af andelsbevægelsens småborgerlige stasiagenter, der ikke tåler at bo dør om dør med andre end sig selv.

Fattigere på storbyoplevelser
Iscenesat som en sand derriere garde kæmper digteren Søren Ulrik Thomsen og forfatteren Jokum Rohde med kostelige penne og amatørernes blitzfyldte snapshots for at fastholde forestillingen om den hedengangne moderne metropol.

Her er flere sande betragtninger over de mange selvgroede kaotiske storbyværdier fra industrisamfundet, der tabes i den voksende bys dominerende forstadsmentalitet.

Jo, København er nok blevet en mere velhavende by, men fattigere på storbyoplevelser, efter at middelklassen igen flyttede ind med deres flinke, forkælede børn og tog forstadens kædeforretninger, sollys og parcelhushaver med sig.

Grusom
Men den dystre by, fuld af pornobutikker, ludere og narkomaner, eksisterer bedst som en æggende fantasi i forfatternes senpubertære hjerner.

Denne erotisk-deliriske natteby fuld af farer, man undgår, og skæbnemuligheder, man aldrig benytter, er det råstof, som genreromaner skrives på, og som Jokum Rohde afslutter med en drabelig fortælling om. Tom Kristensen, Tove Ditlevsen og Dan Turèll har beboet denne by i deres bøger.

Men hvor en grusom storby kan tage sig frydefuld ud på skrift, er den for dem, der bebor den i virkeligheden, som oftest ... grusom.

Personlig erindring
Overborgmester Egon Weidekamp havde jo også ret. Der var sgu ikke noget ved at bo i den beklumrede mørke bageste baggård med indbygget svindsot og for tidlig død. Så kan digteren få nok så meget stådreng af at tænke på de frække piger, han mødte her.

Det usunde hul bør forblive som sådan - et nostalgisk minde - ikke et fyldigt argument for at genopføre fortidens sundhedsfarlige lejekaserner.

Rohde og Thomsen er dog også for kloge til at gøre modstillingen så enkel og er fuldt bevidste om, at der i deres nostalgi først og fremmest ligger en personlig erindring om den tabte tid.

Så længe der drikkes...
Men den amerikanske arkitekt Steven Holl efterspurgte for nylig i et interview her i Politiken nogle digtere til at sidde med omkring bordet i Ørestadsselskabet.

Der bygges ud fra en fornuftig plan, mente arkitekten, men der mangler nogle af de værdier, der gør det til en rigtig storby. Det kunne jo udmærket være et job for de to lyssky con amore-drenge.

Måske de kan tilføre den friske nye bydel lidt dårlig ånde fra Fredens Bodega (der lå ved siden af Thai-bordellet), hvis skilt lød: 'Så længe der drikkes, lukker vi ikke'.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr