Politiken var ikke opfundet, så det var den berlingske avis, Søren Kierkegaard måtte ty til, da han 7. februar 1843 opfandt ordet ’retssikkerhed’. Han skrev i avisen: »Politiet maa ikke anstille noget Forhør, før det har forvisset sig om, at en Forbrydelse er begaaet. Kan Politiet gjøre det, saa er det ude med Retssikkerheden«, skrev den gode mand. Det er den tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste Ole Stig Andersen, der bringer historien frem. Det sker i årbogen fra den private og uafhængige tænketank Cerepo, som naturligvis står for Center for Rets- og Politiforskning. Cerepo blev oprettet i 2006 og udgiver nu sin anden tematiske årsberetning. At finde balancen Det sker med en timing som snefald juleaften. Temaet i år er nemlig balancen mellem at sikre befolkningen mod terror og samtidig undgå at udhule retssikkerheden ved at tillade overgreb på den enkeltes frihedsrettigheder. Hvem sagde administrative udvisninger, planlagte overgreb på en bladtegner mv.? Søren Kierkegaards lancering af begrebet retssikkerhed blev nu dengang i 1843 ikke nogen sællert. Ole Stig Andersen skriver, at så vidt han kan finde ud af, så gik der 87 år, før begrebet igen blev brugt, denne gang i en juridisk lærebog fra 1930. Siden har der været gang i den, så meget endda, at Ole Stig Andersen gør opmærksom på, at en ikkeryger ikke med rimelighed kan påstå, at det truer hans retssikkerhed, at han må tåle passiv rygning. Det er misbrug af ordet. Man skal være på vagt I sin artikel i temabogen diskuterer den tidligere PET-chef veloplagt med sig selv, hvordan det nu kan være, at nye generationer ikke har nær så meget imod overvågning som de ældre generationer, og konkluderer, at hvis det fortsætter sådan, så er »privatlivets fred ikke længere det store dyr i åbenbaringen«. Han holder dog fast i, at det er farligt for samfundet, at terrorfrygten så let fører til, at den almindelige kontrol via domstole af, hvad f.eks. PET laver, ser ud til at udhules. Og han slutter med tre udråbstegn: »Man bør fortsat være på vagt med hensyn til borgerens retssikkerhed i forhold til politi og efterretningstjenester«. Og forhenværende landsdommer Holger Kallehauge gør opmærksom på, at færden i trafikken er meget farligere end terror. Alligevel styrer angsten for, at der skal ske os noget i trafikken, ikke »vores liv, vores handlinger og vores retsbevidsthed«. Angsten for terror Men det gør angsten for terror, endda i en grad, mener Kallehauge, så vi lukker øjnene for det angreb på »samfundets sjæl«, som terrorlovgivning er. Intet bliver 100 procent sikkert, og en retsstat er nødt til at løbe en vis risiko for at forblive en retsstat, skriver han, og foreslår her snart syv år efter terrorangrebet i New York, at der holdes en offentlig høring, så befolkningen kan få klar besked om, hvad terrorlovgivningen har betydet for den enkelte borgers frihedsrettigheder og retsgarantier. Historikeren Karsten Fledelius argumenterer for, at et åbent og demokratisk samfund er mere robust og langt bedre til at bekæmpe anslag til terror end lukkede samfund. Og han advarer mod at overreagere, »så terrorbekæmperne bliver lige så rå og hensynsløse i deres metoder som terroristerne«. Temabogen FRA Cerepo indeholder et par mere faktuelt prægede artikler, bl.a. gennemgår juristen Ida Søholm fra den private Retssikkerhedsfonden de danske antiterrorlove og plæderer for, at da de er skabt i en samfundstilstand af frygt efter 11.-september terroren og på en række punkter er meget vidtgående, så bør man forsyne den slags love med en udløbsdato, så lovgiverne efter nogen tid bliver nødt til at vurdere, om det er rigtigt at fortsætte med de vidtgående bestemmelser. Menneskerettighederne Og, skriver hun, hvis man som borger er bange for de indgreb i tilværelsen, som et terrorangreb vil være, så bør man også være bange for de indgreb i retssikkerheden for den enkelte, som terrorlovgivningen har medført. Ph.d.-studerende ved Institut for Menneskerettigheder, Peter Vedel Kessing, gennemgår menneskerettighederne, som han mener er kørt ud på et sidespor, når der skal kæmpes mod terror, og han finder det paradoksalt, fordi en sådan tilsidesættelse af basale menneskerettigheder formentlig snarere vil øge antallet af potentielle terrorister end begrænse det. Der er, skriver professor og dataekspert, Peter Blume, Københavns Universitet, grund til at være på vagt, når hensynet til sikkerhed prioriteres over hensynet til frihed. Man skal være besindig og undgå panik og »ikke falde for alle de fristelser, som den moderne teknologi og dens overvågningspotentiale fører med sig«. En ny dagsorden Da præsident George W. Bush i kølvandet på 11. september og i sin lancering af krigen mod terror sagde, at »alle, der ikke er med os, er imod os«, satte han en helt ny dagsorden, hvor dialog og demokratisk debat som middel til at løse problemer blev fejet af banen og erstattet af et klima af frygt, underbygget med vidtgående terrorlovgivning, konstaterer Aidan White, der er formand for verdens cirka 500.000 journalister. Og fortsætter: Der har aldrig været større behov for oplyst og kvalificeret journalistik. Men har vi leveret varen, spørger han selvkritisk. En række artikler ’Terrorisme og retssikkerhed’ er ikke en sammenhængende bog, men præsenterer sig som en samling artikler om temaet. Redaktøren skulle dog af hensyn til sine læseres tid have spidset sin røde pen lidt flittigere og styret uden om de ret mange gentagelser og overlap. Og så savner man i den grad en Rasmus Modsat til at klaske lidt til de mange advarende pegefingre. Her kunne man godt, med Søren Kierkegaards ord, have »anstillet Forhør« uden at anfægte nogens retssikkerhed.