Peter Tygesen har skrevet en meget læseværdig bog om Danmark i Mozambique, båret af en stor kærlighed til landet og dets (smukke) mennesker. ’De gode menneskers land’ er skrevet på opdrag af Danida på ultrakort tid. Redaktionen er afsluttet i august 2008, inden Danida skulle formulere en ny strategi for hjælp til Mozambique. Korrektionen er gået hurtigt, og flere steder er hele afsnit gentaget. Menneskelig målestok Danmark har brugt milliarder i Mozambique. Danida-stoffet fylder meget og har gjort bogen lang. Men fremstillingen er levende med meget få tal og renset for bistands-newspeak. Tygesen giver sig god tid til at fortælle Mozambiques blodige historie, især borgerkrigen, der rasede de første 20 år af landets selvstændighed og stadig trækker dybe spor i hverdagen. Bogen koncentrerer sig om hjælpen til landbruget, og Tygesen forsøger gennem seks konkrete livshistorier at give læseren en menneskelig målestok at vurdere hjælpen ud fra. Læseren skal holde rede på mange tråde, men resultatet er fremragende. Ineffektiv og korrupt landbrugsstøtte Tygesen ender med en knusende dom over den danske hjælp. Den støtter i dag eliten i et gennemkorrupt etpartistyre, som er fløjtende ligeglad med fattige bønder. Der er små solstrålehistorier, skabt af enkeltpersoners utrættelige og frygtløse indsats, men de ændrer ikke konklusionen. Dybest set er det et politisk problem. Danmark kan ikke give fattige bønder politisk magt i Mozambique. Danmark støtter Mozambiques regering. Tygesens modeksempel til den ineffektive og korrupte landbrugsstøtte er private firmaers engagement. Et tobaksfirma giver småbønder mulighed for at dyrke tobak og frem for alt adgang til markedet – et sted at sælge. Det rykker. Og giver stof til eftertanke.
Kikkerten rettet mod nabobyen Bogen reklamerer med »et enestående samarbejde med et hold af verdens skrappeste bistandsrevisorer«. Se, det ville være spændende. Men desværre bliver læseren spist af med mindre interessante detaljer og det evige omkvæd på bistandsevalueringer – virkningen kan ikke måles, men vurderes at være positiv. Og der, hvor hjælpen er dryppet helt ned på græsrodsniveauet, har den utvivlsomt gjort en forskel. For nogle mennesker, i nogle perioder. Det er forbandelsen, der hviler over al diskussion af ulandshjælp. Du retter kikkerten det rigtige sted hen, og du vil altid kunne finde en solstrålehistorie. Jeg retter kikkerten hen til nabolandsbyen, efter programmet løb ud i sandet, og jeg ser spildte penge, korruption og demoralisering. Goddag mand økseskaft, så længe diskussionens præmis ikke er eksplicit. Budskabet er ikke lige så klart som sidst Tygesens store fortjeneste er, at han bringer Afrika til live i sin bog. Her er historien, modsætningerne, kærligheden, brutaliteten, håbet, apatien og virkelige mennesker på godt og ondt. Tygesens forrige afrikabog, ’Congo – formoder jeg’, var en kæmpe succes.

Den nye bog er ikke båret af samme vrede, og budskabet træder ikke lige så klart og personligt frem. Det skuffer, at Tygesen ikke vover et øje med sit personlige bud på god hjælp. Hvad bør Danida gøre i Mozambique?