Det var i 1980 i Botswana, på den første af Peter Tygesens efterfølgende mange rejser til Afrika, at han en dag blev træt af at betragte kontinentet gennem en bilrude. Den unge Tygesen var – i pagt med tidsånden og i selskab med sin kæreste – draget ud på en længere dannelsesrejse. Den var oprindelig tænkt som en jordomrejse, men endte med ’kun’ at strække sig fra Johannesburg i Sydafrika til det nordlige Kenya. Parret havde hidtil blaffet sig frem, da Peter Tygesen for en stund fik nok af bilismens velsignelser. Det gik simpelthen for hurtigt. Man så for lidt. Men hvorfor så ikke cykle et smut rundt i det smukke Botswana? Stigende desperation og fattigdom Enhver dansker ved jo, at cykling er en uovertruffen måde at transportere sig på, man kommer frem i et rimelig højt tempo, samtidig med at man får aktiveret det meste af sanseapparatet. Her vil jeg parentetisk indskyde, at Peter Tygesens cykelprojekt anno dazumal i sig selv er et billede på, hvor meget ned ad bakke det er gået i Afrika siden 1980. Hvor meget desperationen og fattigdommen er vokset på 28 år, og hvor meget farligere det derfor er blevet at færdes rundt på egen hånd. For i dag kunne ingen hvid ved sine fulde fem drømme om at cykle alene rundt i dagevis dybt inde i Afrika. Som eksempel mødte jeg i 2002 på en restaurant ved bredden af Malawisøen et par unge tyske kvinder, som faktisk var på cykeltur med kurs mod Sydafrika. Forrykt, tænkte jeg for mig selv, og et par uger senere hørte jeg da også, at den ene tyske kvinde var blevet slået ihjel under et røverisk overfald. Jeg fortrød bittert, at jeg ikke i det mindste havde forsøgt at tale dem fra at fortsætte. Med cykel og sovepose Men i 1980 kunne det altså lade sig gøre uden at sætte livet på spil og dermed tilbage til Peter Tygesen, som med på sin første Afrikarejse havde en bog med fortællinger af en amerikansk antropolog. Han havde boet i en landsby, der lå ikke så langt fra, hvor det danske par nu befandt sig, og denne landsby kunne meget passende være mål for cykelturen. Tygesen lånte en cykel og begav sig glad af sted med soveposen på bagagebæreren. Da han kom frem – i god behold – mente han, at det måtte være i overensstemmelse med almindelig afrikansk høflighed at melde sin ankomst hos den lokale høvding. »Jeg bankede på og sagde: Her er jeg, og hvad må de ikke have tænkt? Men de tog vel imod mig, jeg fik et værelse, og de redte op. Jeg blev der i tre dage, talte meget med høvdingen og gik rundt i landsbyen og mødte mange mennesker. Min kæreste og jeg havde mange oplevelser som denne på turen. Folk, der bare tog imod os«, siger Peter Tygesen. Tanket op med menneskeligt overskud Og det er jo sådan, det er med Afrika. Når man kommer hjem efter et besøg på kontinentet, er det altid – næsten uanset hvor megen nød og elendighed man er stødt på – med en fornemmelse af at have tanket helt op med menneskeligt overskud. Og man begynder med det samme at overveje mulighederne for den næste rejse. »Den varme og åbenhed, den utrolige menneskelighed, man møder, gør, at man må tilbage. Sådan var det, da jeg kom hjem fra Afrika første gang. Og det er sådan set det samme i dag«, siger Peter Tygesen. Vi har fundet en relativt stille krog i lobbyen på Det Kgl. Biblioteks Sorte Diamant til interviewet. Peter Tygesen har netop afsluttet en lang dags arbejde som ordstyrer på en konference ovre i bibliotekets nabobygning, hvor Ingeniørforeningen har hjemme. Men der lukker og slukker man sidst på eftermiddagen, og derfor sidder vi nu her. Meget langt fra det Afrika, Peter Tygesen siden dannelsesrejsen i 1980 har besøgt et utal af gange. Desuden boede han fra 1988 og nogle år frem i først Zimbabwe og siden i Sydafrika. Bestseller om det åbne sår Congo Som journalist med Afrika som speciale har han arbejdet for blandt andre Berlingske Tidende, Weekendavisen og Radioavisen, og i 2001 skrev han sin første bog om kontinentet – eller mere præcis om det tilsyneladende evigt åbne sår Congo. ’Congo – formoder jeg’ med undertitlen ’Fortællinger fra drømmeland’ fortæller blandt andet historien om koloniseringen og om danskernes hidtil kun sparsomt belyste rolle i den svinsk grove udnyttelse af det enorme land. Og bogen er blevet noget for dansk litteratur så usædvanligt som en bestseller om et afrikansk land. Med den netop udkomne ’De gode menneskers land’ fortsætter Peter Tygesen i sporet med at fortælle historier om afrikanerne. Hans nye bog handler om den danske ulandsbistand til Mozambique og er blevet til i samarbejde mellem den danske stats bistandsorganisation Danida, et britisk konsulentfirma, som har evalueret ulandsbistanden til Mozambique, og forfatteren. Og selv om emnet – både geografisk og i materien – er anderledes end i ’Congo – formoder jeg’, er Tygesens arbejdsmetode og bøgernes opbygning i vid udstrækning den samme. Med fødderne i det røde støv Rygraden er helt almindelige menneskers historier, men forfatteren klatrer også flittigt op ad abstraktionsstigen og udkrystalliserer i sin nye bog – på baggrund af de individuelle beretninger, almindelig research i, hvad der måtte være af dokumenter og rapporter samt sin egen store viden om afrikanske forhold – den brede fortælling om en ung afrikansk stats tilbliven og udvikling. Peter Tygesen bruger i arbejdet med sine bøger mange ressourcer på at tale med mennesker, der har fødderne solidt plantet i det røde støv. Er det så anderledes at interviewe i Mozambique end i Danmark? »Ja, meget anderledes. Jeg har arbejdet meget med ufaglærte i Danmark, og her er der stor forskel på at interviewe en dansker med kort uddannelse og en med lang. De sidstnævnte taler helst i abstrakte termer, nogle gange kan det være en kamp at få dem til at tale om, hvad de selv har oplevet. Men når man interviewer ufaglærte, så fortæller de som regel altid gerne deres livshistorie. Skal man høre om deres arbejdsbetingelser, så bliver det fortalt gennem anekdoter fra deres eget liv. I Mozambique oplevede jeg det stik modsatte. Det var helt kolossalt svært at få bønder og almindelige mennesker til at fortælle deres historie. Jeg måtte hale det ud af dem. Det var en kamp, simpelthen«. Hvordan? »De svarede på spørgsmål, de fortalte ikke historier. Jeg spurgte: Hvordan var det så at gå i skole? »Godt«. Hvad kunne du godt lide ved det? »Jeg lærte meget«. Det var et mareridt. Og hvis de historier, som står i min Mozambique-bog, virker flydende og sammenhængende, så er det kun, fordi der ligger timers og atter timers interview bag, bittesmå elementer, som så efterfølgende er stykket sammen«. Hvorfor tror du, det er sådan? »Jeg ved det ikke. Måske er det, fordi de aldrig har oplevet, at der var nogen, der interesserede sig for deres historier. Måske er det en generationslang erfaring for, at man skal passe på med at fortælle for meget, fordi man aldrig ved, hvad der sker. Det er i hvert fald en af de ting, jeg har lært i Afrika: Mange afrikanere i mange lande er dybt skeptiske, når fremmede mennesker spørger dem om noget. Fordi det aldrig har gavnet dem at være ærlige. Så er det bedre ikke at være for konkret«. Man hører ellers meget om den stærke afrikanske tradition for mundtlig overlevering af historier. Og så skulle man tro, at de var vant til og glade for at fortælle? »Ja, det har jeg også tænkt meget over. Men jeg aldrig mødt denne mundtlige overlevering. I de næsten 30 år jeg har rejst i Afrika, har jeg aldrig oplevet at sidde sammen med afrikanere omkring bålet om aftenen og så hørt dem fortælle historier. Aldrig. Og jeg har siddet omkring mange bål. Jeg tror, at forestillingen om den mundtlige overlevering er voldsomt romantiseret og overdrevet. Eller også har den bare en form, som vi ikke kender og kan få øje på«. Måske er det her på sin plads at indskyde, at afrikanernes fåmælthed meget knytter sig til det direkte spørgsmål – til det at blive interviewet. For man kan bestemt ikke beskylde afrikanere i bred almindelighed for at dyrke tavsheden eller for den sags skyld at isolere sig socialt. Snarere tværtimod. »En af grundene til, at det er rart at være i Afrika og være sammen med afrikanere, er, at de lægger vægt på at være sammen med andre. I vores kultur er det normalt, at man en gang imellem har lyst til at være sig selv. Sådan har jeg det også, og så lukker man alle andre ude og sidder alene på sit hotelværelse, fordi nu har man ærlig talt fået nok, man kan ikke rumme mere. Men jeg har aldrig mødt en afrikaner, som havde den samme opfattelse af at være sig selv. At være sig selv er for en afrikaner at være sammen med andre mennesker«, siger Peter Tygesen. Ingen skriftlig tradition Vanskelighederne med at få løsnet mozambiquernes tungebånd var ikke den eneste forhindring i arbejdet med ’De gode menneskers land’. Et mindst lige så stort problem har været, at der i Mozambique – og i langt de fleste andre afrikanske lande – ingen videre tradition er for at nedskrive og arkivere historien. De afrikanske sprog er oprindelig talesprog, og manglen på skriftsprog – dermed også manglen på tradition for at nedskrive erfaringer – er, ifølge Peter Tygesen, en af mange årsager til, at Afrika er sakket agterud i forhold til resten af verden. »Man kan ikke se nogen efter i kortene, når der ikke er noget skriftligt. I Afrika kan man aldrig gå tilbage og se, at for 50 år siden mente vi sådan. Vi danskere kan tage Saxo frem og se, at på det tidspunkt så danmarkshistorien sådan ud, og så kan vi tage ved lære af det. Det kan afrikanerne sjældent. For eksempel: Hvad er det egentlig, der foregår i det østlige Congo? Det finder vi aldrig ud af, for der er ikke nogen skriftlige kilder, vi kan vende tilbage til. Vi kan kun spørge folk, og så får vi en fortolkning, som er farvet af den aktuelle situation«. Det må være et problem, når man skriver bøger som dine? »Ja, et enormt problem. Mozambique var jo hærget af en forfærdelig borgerkrig indtil for bare 15 år siden. At prøve at finde ud af, hvad der skete i den borgerkrig, er praktisk taget umuligt. Min metode er at få folk til at fortælle deres livshistorier, og jeg vælger at stole på dem. Det har den svaghed, at man kan blive bundet noget på ærmet. Men jeg forsøger selvfølgelig at kontrollere, så meget jeg kan«, siger han. »For eksempel sad jeg med nogle historier om, hvad der skete under krigen. Jeg hyrede en ung historiker til at gå i arkiverne for at efterprøve dem, og han kom tilbage og sagde: Jeg kan ikke. Og det er endda nyere tids historie, kun 20-25 år tilbage. Men han kunne ikke finde noget. Og mit gæt er, at meget af det ikke eksisterer. Det er selvsagt et enormt problem for historikere og journalister. Men i virkeligheden også for almindelige mennesker, at man ikke kan kigge magthaverne efter i kortene, når man ikke har en skriftlig tradition. Skriftsprog er vanvittig vigtigt for opbygningen af et samfund«.