Næste gang man skal invadere et land for at skifte magthaveren ud, bør man huske Rajiv Chandrasekarans bog ’Den grønne zone’.
Hans reportage om USA’s håndtering af Irak efter invasionen i marts 2003 er et mesterstykke i journalistisk afklædning af et invasionsstyre og et tåkrummende vidnesbyrd om fejl på fejl, da præsident Bush ville introducere et demokratisk og liberalt foregangsland i Mellemøsten.
Rajiv Chandrasekaran kom til Irak et halvt år før de amerikanske soldater og tilbragte endnu et år i Bagdad som Washington Posts bureauchef, da amerikanerne havde smidt diktatoren Saddam Hussein på porten.
Hvad han overværede i Irak, er ikke for børn. Det, der kunne gå galt, gik galt. Men sådan havde det ikke behøvet at blive. USA havde rigeligt med soldater til at vinde krigen, men hverken soldater eller gehør til at sikre freden. Rajiv Chandrasekaran ser det ske. Og han ser, at kombinationen af politisk arrogance, amatørisme og planløshed er en elendig cocktail.
Hurtig udskiftning
Pensioneret generalløjtnant Jay Garner bliver blot to måneder før krigens begyndelse spurgt, om han vil overtage den politiske ledelse af Irak efter krigen. Nå, ja, til tjeneste, Garner er skam en trofast soldat.
Da han nogle uger senere ankommer til Kuwait, hvorfra de amerikanske tropper rykker ind i Irak, har han i sin mappe ’En samlet plan for missionen i Irak efter kamphandlingernes ophør’.
Planen for således at overtage et helt samfund er på 25 sider, hvoraf den første sætning, skrevet af Garner selv, viser sig at være profetisk: »Historiens dom over krigen mod Irak vil ikke afhænge af, hvor dygtigt den udkæmpes rent militært, men af effektiviteten af de tiltag, der iværksættes efter kamphandlingernes ophør«. Så sandt, så sandt. De neokonservative beslutningstagere lader ikke engang Garner vælge sine egne folk. Efter en måned skiftes han ud med den garvede diplomat og ven af Det Republikanske Parti Paul ’Jerry’ Bremer, som får titel af amerikansk generalguvernør i Irak med almægtige beføjelser. Neokonservativ arrogance Rajiv Chandrasekaran oplever resultatet af, at det amerikanske forsvars- og udenrigsministerium – Pentagon og State Department – er rygende uenige om genopbygningen efter krigen.
