Jesus døde ikke på korset, og af samme grund genopstod han ikke og fór heller ikke til himmels. Skønt denne påstand i sig selv ville være et alvorligt problem for kristendommen, om den kunne bekræftes, er den en af de mindre opsigtsvækkende hypoteser i den svenske forfatter og filminstruktør Lena Einhorns netop udkomne analyse af kilderne til historien om Jesus Kristus. De to mest kontroversielle bidrag til en fuldstændig nytolkning af kristendommens urhistorie, og dermed af hele denne trosretnings fundament, er Einhorns teori om, at vi må forskyde evangeliernes beretning om Jesus med 15 til 20 år frem i tiden, og at Jesus efter at have overlevet korsfæstelsen fortsatte sin mission i skikkelse af den person, der optræder i Det Ny Testamente under navnet Paulus. Historisk kildemateriale Einhorns bog har trukket store overskrifter i svenske medier, og anmeldelserne i Svenska Dagbladet og Sydsvenskan er da også forbeholdne. Men begge anmeldere respekterer ikke desto mindre hendes arbejde og seriøsitet. Hun tilfører nemlig debatten om kristendommens grundlæggelse nye synsvinkler. Einhorns bog om Jesus og hans påståede alias Paulus bygger på omfattende, mangeårige førstehåndsstudier af kilderne til de begivenheder i det 1. århundrede e.Kr., der ligger til grund for vores kultur. Hun gør bogen igennem omhyggeligt opmærksom på, at hendes tolkninger af kildematerialet bare er muligheder. Efter hendes mening kunne de dog lette forståelsen af Paulus-brevene og evangelieteksterne, hvis de skal læses som historisk kildemateriale og ikke som ren forkyndelse. Evangelieteksterne er blevet til mindst et halvt århundrede efter begivenhederne, men de står ret alene med deres historie. De støttes kun af Paulus' breve, der er skrevet i midten af det 1. århundrede e.Kr.. Og Paulus kan have haft indflydelse på evangelierne. Hul på bylden Trods den betydning, Jesus skulle vise sig at få, optager hans skæbne ikke den store jødiske historieskriver Josefus, der lever næsten samtidig med begivenhederne, og heller ikke andre af tidens historieforfattere. Josefus omtaler ganske vist Jesus to gange. Men det vigtigste sted er med sikkerhed en senere kristen tilføjelse til hans tekst, og der kan også være pillet ved det andet sted.
Små hundrede år efter begivenhederne nævner den romerske historieskriver Tacitus Kristus (men ikke Jesus) og de kristne i forbindelse med kejser Neros forfølgelser.
