»Jo mere usselt menneskets liv er, desto mere klamrer det sig til det; da er det en protest, en hævn hvert øjeblik«. Det har sin egen indbyggede ironi, når Torben Lange (f. 1934) vælger et Balzac-citat som indgang til sin bitre kalk af en erindringsbog om anden halvdel af sit liv som forfatter. For sjældent har jeg læst en forfatter, som i den grad oplever, at verden og al dens skatte- og uvæsen vil ham det såre ondt, uden at han søger en slags hævn ved at fremstille sig selv som gjort af et bedre stof. Død forfatter, god forfatter Langes eneste protest er de små sardoniske bemærkninger, han føjer til de mange lidelser, han udsættes for. Et eksempel: da han for gud ved hvilken gang bliver spurgt, i dette tilfælde af en skrankepave på socialforvaltningen, om han kan leve af at skrive, lyder svaret: »Nej, men jeg kan dø af det - en død forfatter er som regel en god forfatter«. For snart ti år siden udgav Torben Lange med 'Historien om en idiot - fortalt af ham selv' første del af sin livshistorie, fra opvæksten på børnehjem og frem til livet som vordende selvlært forfatter i København. Med 'Forfatterliv' udlægger han - i et mundret sprog, der er alt andet end opstyltet - resten af sin skæbne, fra begyndelsen af 1980'erne, hvor han efter sin kones død skriver novellesamlingen 'Selvmord', og frem til i dag. Det forfærdelige bliver trivielt Det i bund og grund mærkværdige og i længden trættende ved bogen er, at Lange blot leverer den ene anekdotiske skitse efter den anden, med sig selv i rollen som den lidende Forfatterkristus, uden at gå ind i nogen form for fortolkning af sit liv. Som læser føler man sig fanget i rollen som bartenderen, der må lægge øre til stamgæstens greatest hits af jeremiader om sig selv. Hans kone har begået selvmord, skattevæsenet lurer inkvisitorisk på enhver indtægt, han bliver ramt af en blodprop, får dom for en halvhjertet desperat dødstrussel mod en socialinspektør, og til sidst får kræften tag i ham. Problemet i baren og i bogen er, at det forfærdelige bliver trivielt, når det bliver gjort til selve grundvilkåret. Knalder liv i bogen Torben Langes digteriske program fungerer som et spejl for, hvor han selv føler, han hører hjemme. Under en af de mange erotiske eskapader, som knalder liv i bogen, forklarer han en norsk elskerinde, hvad hans bøger i grunden handler om: »De har for det meste deres udgangspunkt i en eller anden samfundsmæssig 'ydergruppes' sociale og psykologiske eksistenssituation«. Set i det lys er det ikke uden grund, at forfatterkolleger som Lean Nielsen og Bent Vinn Nielsen optræder som våbenbrødre i bogen. Sorte, lakoniske perler for svin Jeg indrømmer gerne, at jeg til at begynde med væltede mig i bogens upyntede livstrætheder. Man lider med Lange et langt stykke hen ad vejen, men gradvis melder den følelse sig, at der skal mere end galgenhumor til, for at det holder hele vejen hjem. Men der er ikke så meget mere at komme efter end de sorte, lakoniske perler, han kaster for svin, sidst i hvert af bogens korte kapitler. Og derfor ender 'Forfatterliv' som et litterært taskenspilleri, hvor Lange gør sit liv til djævelsk underholdning ved uden måde at digte på, hvor hæslig tilværelsen er.