Tosprogede børn har brug for mere end et sprog i deres dagligdag. Men kommer det skolen ved? Skal skolen ikke bare presse på med danskundervisning og så lade børnene og deres forældre selv om modersmålet? Det mener regeringen. Derfor stoppede tilskuddet til modersmålsundervisningen. Det skete allerede i 2001, og siden har intet kunnet rokke ved den beslutning. Heller ikke selv om fagfolk har advaret og kaldt regeringens politik en sikker taberkurs for de tosprogede børn. Der er oven i købet sat navn på den model kun at undervise tosprogede børn i majoritetskulturens sprog, nemlig sprogdrukningsmodellen. Men indtil videre uden at ændre noget ved tingenes tilstand. Ny og fremadrettet dagsorden Bogen 'Tosprogede børn i det danske samfund' behandler denne problemstilling, og den fremlægger de saglige beviser for kravet om at give plads til modersmålet. Fokus er særlig rettet mod minoritetsbørn med baggrund i de store flygtninge- og indvandrernationer. Det er børn, der er udsatte på mange områder, og hvor kravet om integration på forhånd er svært at opfylde. Gør regeringens politik på sprogområdet det endnu sværere for dem - trods retorikken om det modsatte? Det er bogens opfattelse, og den vil gøre op med denne form for fordomsfuldhed. Det gør den sagligt, dokumenterende og med klar og utvetydig holdning. Derfor har den et væld af budskaber til alle, der vil længere end til de enkle ideologiske håndkantsslag. Forfatterne er alle sammen eksperter på deres felter, de har skrevet om deres temaer tidligere og er i stand til at gå til sagen - og gå bag om overfladen og kritisk forholde sig til begreberne. Derfor er bogen inspirerende: Den markerer ikke kun afstand til ideologerne, men forsøger at sætter en ny og fremadrettet dagsorden. Kultur som en letkøbt etikette Den fælles røde tråd i bogens otte kapitler er naturligvis sprog og her det helt afgørende spørgsmål: Hvad vil det sige at kunne et sprog? Derfor berøres temaer som sproglig bevidsthed, sproglig identitet, sproglig kompetence, sprog og social baggrund, sprog og kultur, sprog og racisme, sprog og fattigdom, sprog og livsform - ja, bogen har fat i stort set alle de løse ender, der fra tid til anden er fremme i den offentlige debat. Og den formår at gå dybere ned i substansen, f.eks. mht. kultur. Vi tror, vi er med på noderne, når vi kan forklare noget ved at henvise til kultur. Det skyldes hans kulturelle baggrund, siger vi om drengen, der opfører sig anderledes end de andre, og tror så, at vi har hævet os temmelig meget over de rene fordomme. Det har vi ikke, her er kultur blot en letkøbt etikette, der friholder os fra at komme i nærkontakt med drengen, og bygger på, at kultur er noget, man bærer med sig som en sort lukket boks. Noget nedarvet, kort sagt. Et mere komplekst kulturbegreb lægger vægten på de aktører, der skaber kulturen, i deres handlinger, deres sprog og deres samspil med andre. Hvis kultur opfattes som 'nedarvet' og noget, folk er 'bærer' af, lægges der vægt på forskelle og (etniske) modsætninger. Er kultur socialt produceret, lægges vægten på kulturel nyskabelse og ligheder. Den etniske anden Bogen er aldeles klar i sine holdninger og det faglige grundlag for dem. Det gælder spørgsmålet om modersmålsundervisning til tosprogede børn. At nægte dem det, savner ethvert grundlag i forskningen. Det ved alle sprogforskere, men »... den politiske stemning er sådan i Danmark, at nogle ikke tør stå ved det, hvis de kommer under politisk pres«. Sådan - klart og tydeligt fremført af Jens Norman Jørgensen, professor i dansk som andetsprog ved Københavns Universitet og en af bogens bidragydere. Bogen er også klar i sin afdækning af 'racialiseringen' i det danske samfund. Den ses i argumentation for tvangsspredning af elever med anden etnisk baggrund, i statistiske fremstillinger med en etnisk dagsorden og i ellers anstændige dagblades dæmonisering af 'den etniske anden' i faste klummer. En fagbog med klar politisk holdning Men hvilken vej frem for de tosprogede børn? Et andet menneskesyn, en anden holdning, en inkluderende tilgang - og forskere, der tør stå ved deres faglighed. Pædagogisk set en sprogpædagogik, der lader begge barnets sprog følges ad i et samspil, hvor ny viden kobles sammen med kendt viden. Med et finere ord hedder denne læringsmodel kontekstualisering; den er det internationale grundlag for en moderne sprogpædagogik, og dens resultater kan dokumenteres. I en omfattende amerikansk registerundersøgelse fra 2001 var inddragelsen af børnenes modersmålsundervisning den enkelte faktor blandt mange, der tydeligst adskilte vellykkede skoleprogrammer fra mindre vellykkede - og denne faktor overgik betydningen af forskelle i social baggrund. Der er en tosproget vindermodel og så en tabermodel, hvor der udelukkende undervises på majoritetssproget. Det er den model, der er kaldt sprogdrukningsmodellen. Denne bog er noget så sjældent som en fagbog med klar politisk holdning. Derfor er den en kæmpe hjælp til alle dem, der forsøger at gennemskue den ideologiske retorik på det sprogpædagogiske område. Her har de et arsenal af opdateret faglighed og veje til videre fordybelse.