I tidens løb har menneskeheden måttet finde sig i to store krænkelser af sin naive egenkærlighed fra videnskabens side«, sagde Sigmund Freud i sin forelæsning 'Fikseringen til traumet' fra 1915, som redaktørerne af 'Fokus på Freud', der udgives i anledning af hans 150-års dag 6. maj, trykker et uddrag af. Den første krænkelse af vore følelser - man kan vel godt kalde dem religiøse - var oplysningen om, »at vor jord ikke er verdensaltets midtpunkt, men en lillebitte del af et verdenssystem, hvis størrelse man knap kan forestille sig«. Krænkeren var Kopernikus. Den anden krænkelse var, da den biologiske forskning tilintetgjorde menneskets påståede skabelsesprivilegium og gjorde det opmærksom på nedstamningen fra dyreriget. Denne gang var krænkeren Darwin (og ham er der som bekendt stadig i 2006 mange, der ikke har tilgivet). Revolutionerende teorier Og Freud fortsætter i 1915: »Men den tredje og mest følelige krænkelse vil den menneskelige storhedstrang komme ud for gennem den moderne psykologiske forskning, der vil påvise over for jeget, at det ikke engang er herre i sit eget hus, men henvist til sparsomme efterretninger om det, der foregår ubevidst i dets sjæleliv«. Der var ganske rigtigt mange, der blev krænkede dengang, men siden optog vi Freuds tanker i os i en grad, så det nu er os, der krænker de kulturer, der ikke har Freud i bagagen. Det gør Talli Ungar Felding meget tankevækkende opmærksom på i sit bidrag 'Det psykologiske køns udviklingshistorie': »Freuds teorier har revolutioneret forestillingerne om kønnet i den vestlige kulturkreds. I dag oplever vesten imidlertid en indvandring fra kulturer, som er forblevet upåvirkede af Freuds tanker, og vi ser igen kvinder blive undertrykt og nedvurderet, at unge bliver presset til at gifte sig mod deres vilje, og at kvinder og børn betragtes som aseksuelle, samtidig med at man konstant overvåger dem for at undgå vanærende seksuelle ytringer«. Vesterlændinge har nærmest glemt, at sådanne skikke trivedes i vor del af verden for ikke mere end hundrede år siden«. Altså på Freuds tid. Freud og Brandes Spørgsmålet om krænkelse er blevet noget betændt på det sidste. Men netop derfor bør vi diskutere, hvilke krænkelser der er uundgåelige, for at vi kan komme videre. (Og måske også, om vi overhovedet vil videre). En, der blev voldsomt anfægtet af Freuds teorier, var Georg Brandes, som ikke ville have sit nære forhold til moderen »besmudset« med seksuelle motiver. Så da Freud i 1900, efter at have overværet et foredrag af den ældre celebritet Brandes i Wien, sendte et signeret eksemplar af sin nys udkomne bog om drømmetydning til Brandes' hotel, fik han ikke noget svar. 25 år efter mødtes de to, da Freud var 69. Brandes var 83 og havde nået at skrive mange grimme ting om den intetanende Freud. Men da Freud fik fortalt den gamle, at barnets seksuelle følelser over for moderen er ubevidste, blev Brandes lettet og trykkede hans hånd. Og da Freud oprigtigt smigrede Brandes ved at sammenligne ham med hans yndlingsprofet (!), blev religionshaderen endeligt omvendt: »Jeg gad gerne træffe Freud igen; hvor sjældent er det ikke at træffe Mænd, der kan lære En noget«. Turist i kvindesindet Freud var som bekendt en mand, biologisk og psykologisk, og trods alle hans indsigter, alle hans analyser og al hans relative og faktisk imponerende fordomsfrihed var han turist i den kvindelige seksualitet, som han da også kalder det mørke kontinent. Havde Freud været en kvinde, var det nok mandens seksualitet, der havde fået det pirrende prædikat. (Og dog ...). Selv om ærkeempirikeren Freud synes at være glimtvis bevidst om sit grundlæggende empiriske handikap i forhold til kvindesindet, var 'mennesket' på Freuds tid lig med 'manden', og som kvindelig læser sidder man ofte og undrer sig over at blive skovlet med op i det mandligt ubevidste - og det netop på en mandligt ubevidst måde ... Mange kvinder, især feminister, har raset over Freuds begreb 'penismisundelse', der efter sigende får den penisberøvede (= kastrerede) pige, der kun har et hul, til at foragte eller konkurrere med mænd og eventuelt få børn som erstatning. Her minder Talli Ungar Felding de tungnemme om, at det jo ikke var (er?) det konkrete »latterlige vedhæng«, kvinder misundte mænd, men alt det, dette vedhæng tilsyneladende var pant på: aktivitet, selvbestemmelse, anerkendelse, identitet, bevægelsesfrihed etc. Begrebet giver ikke samme mening i dag, hvor kvinder har langt flere muligheder end på Freuds tid. Til dels takket være ham. Forbilledligt disponeret Titlen 'Fokus på Freud' er nok det mindst veloplagte ved denne bog, der er forbilledligt disponeret og struktureret. Et par essays er skæmmet af for mange korrekturfejl, men det er småting. Inden selve essayene, som alle er korte og stramme - der må have været enten nogle meget erfarne/afrettede bidragydere eller nogle benhårde redaktører på spil - får vi en godbid fra Freud selv: en helt central tekst, velskrevet og veloversat. Den tager bidragyderne så udgangspunkt i. Hver af de 23 kapitler - der har titler som 'Det ubevidste', 'Drømmen', 'Den infantile seksualitet', 'Ødipuskomplekset', 'Lægmandsanalysen', 'Den kliniske praksis', 'Freud og Kierkegaard', 'Sproget' etc. - indledes med et redaktionelt resume af Freuds tekst og en ultrakort præsentation af skribenten, der har leveret essayet. Pirrer diskussionslysten Der er ingen kronologi, så vidt jeg kan se. Til gengæld - og her blev jeg helt overstadig af begejstring - er den tematiske rækkefølge nærmest genial. For eksempel: Efter Freuds 'Om den mest almindelige devaluering i kærlighedslivet' og Finn Korsaas tekst om bl.a. problemer i parforhold med børn, følger kapitlet om narcissismen (Freud og Bo Møhl). Et andet eksempel: Efter en gennemgang af 'Forsvarsmekanismer i individuel terapi og den uendelige analyse' af Margit G. Jørgensen og Martin Lotz, hvor der gøres rede for genopvækkelsen og misbrugen af et 600 år gammelt serbisk traume (nederlaget på Solsortesletten) med deraf følgende nationalisme og etnisk udrensning - ja, så følger kapitlet 'Massens psykologi'. Og derefter 'Dødsdriften'. Noget af det fine ved Freud, selv næsten 70 år efter hans død i 1939, er, at man får lyst til at diskutere med ham. Og man føler sig velkommen til det. Freud er nemlig, uanset hvor langt man følger ham, en ideel intellektuel, i den forstand at hans teorier er grundigt underbyggede, men ikke uimodsigelige. Og de lader sig stadig udvikle. Fordi de er så indbydende formuleret, føler enhver amatør sig kaldet. Dog er dette ikke stedet - og jeg ikke personen - til at diskutere med Freud. Det svarer - næsten - til at ville diskutere med Kopernikus og Darwin.