Allerede i Eriks sjællandske lov fra omkring 1230 var der optegnet, hvad man skulle gøre ved mennesker, der var fra forstanden.
Teksten blev i forkortet form overført til danske lov 1683, hvor der står: »Findes nogen rasende eller gal, da må hvem der vil binde ham og føre ham til tinge og tilbyde hans frænder ham, og de er pligtige til at forvare ham, såfremt de har middel dertil; hvis ikke, da bør øvrigheden at sætte ham i forvaring«. Det er den sidste sætning, hvor det fremgår, at øvrigheden skal tage sig af den sindssyge, der er den centrale, fordi dette udgjorde lovgrundlaget for de første psykiatriske hospitaler her i landet.
Før de psykiatriske diagnosers tid
Disse institutioner tog sig ikke blot af sindssyge – de sinds-urolige, de afsindige, de vanvittige eller tåbelige for at nævne nogle af de gamle betegnelser for dem, vi i dag ville benævne psykisk syge – men også alle mulige andre mennesker, der ikke kunne tage vare på sig selv: lamme, krøblinger, blinde, alkoholikere, vagabonder, psykisk udviklingshæmmede, fattige, gamle, der ikke længere kunne arbejde eller var demente, samt subsistensløse.
Det var før de psykiatriske diagnosers tid. Forsørgelsesinstitution I 1600-1700-tallet var et hospital en forsørgelsesinstitution, der ikke specielt var indrettet til behandling af syge. Derfor blev beboerne ikke kaldt for patienter, men for lemmer, der for manges vedkommende levede under kummerlige kår i dårekister – dvs. små plankekasser med en luge til at række maden ind ad og indbyggede brikse og natskrin, som det blev kaldt.
