Anden Verdenskrig forløb meget anderledes i Holland end i Danmark, som helt traditionelt har vundet international anerkendelse for den måde, hvorpå de danske jøder - stort set - blev reddet. Men i de senere år har man også tilføjet nogle gunstige facts, som kunne bidrage til at forklare, hvorfor 7.000 danske jøder blev bragt i sikkerhed i Sverige. Det var enestående - men også lidt heldigt. Tidspunktet for deportationen var forholdsvis sent, oktober 1943, og kravet kom, efter at den danske regering var trådt tilbage - var deportationskravet blevet fremført så tidligt som i Norge, august 1942, havde den danske situation været en anden. Integrationen af danske jøder var vidt fremskreden, og nabolandet Sverige var en ubetinget velvillig modtager - på dette tidspunkt af krigen. Det skal med, når man læser de spændende og deprimerende dagbogsnotater, Mirjam Bolle har fået udgivet. 'Nu skal du høre, hvordan en dag går her....'. Det Jødiske Råd Af de 140.000 jøder i Nederlandene overlevede kun 33.000. Nogle blev registreret som 'halvjøder´, nogle få kom illegalt ud af landet, 16.000 skjulte sig, og af disse blev 8.000 fanget. Deriblandt Anne Frank. Besættelsesmagten var brutal, og der var ikke noget neutralt tilflugtsland inden for synsvidde. Disse facts redegør direktøren for Dansk Center for Holocaust, professor Uffe Østergaard, for i forordet til Mirjam Bolles autentiske breverindringer fra Amsterdam, Westerbork og Bergen-Belsen. Hendes dagbøger er formet som breve til den forlovede, zionisten Leo, der var rejst til Palæstina. Og med baggrund i brevene, som er nyudgivne (2003) også i Amsterdam, får vi en kulderystende historie om en hverdag for de hollandske jøder i Amsterdam, som er beyond belief, ufattelig. Mirjam Bolle - nu bosat i Israel - var en overklassejøde og allerede derfor sikrere på overlevelse end sine trosfæller. Desuden var hun ansat i Det Jødiske Råd, den kontroversielle organisation, som tyske myndigheder i februar 1941 havde udpeget blandt prominente medlemmer af Det Mosaiske Troessamfund til at regulere og administrere den jødiske befolkning. Og man forstår, hvorfor Rådet havde et mere end blakket ry. Et instrument for undertrykkelse? Et instrument for isolation af jøderne? Et forhadt instrument? En ny tids kvinde Mirjam Bolle er en af de personer, som forstår modviljen, men også overvejer fordelene ved Rådets virke. Det opfattede det som sin opgave at redde så mange som muligt, samtidig med at rådsmedlemmerne anså det for muligt at genoptage tilværelsen efter krigen. Lidet kunne de vel vide, hvordan forfølgelserne ville tage til og ende i folkemord. Vi andre kan ikke undgå at gøre os overvejelser - men vi gør dem ikke med en adækvat viden om datiden. Så Mirjam Bolle begynder på sine breve: 'Kæreste ven'... I de dage blev også en ny tids kvinde til: hun som taler frit, tænker frit, bliver til en veninde og et vidne, lige så meget som en - en tid lang - forvist elskerinde. Sagt i en parentes: det 21. århundredes kvinde blev født under Anden Verdenskrig. Forbudt at leve Det, som hendes kæreste ven får at vide, trodser fornuften, for slet ikke at nævne det sædvanlige brændende punkt, samvittigheden. Hvorfor? Hvordan kunne det ske? Først måtte jøderne i Holland ikke eje en bil. Så måtte de ikke eje en cykel. Så måtte de ikke benytte offentlige transportmidler. Så måtte de ikke deltage i offentlige møder og sportsbegivenheder, så måtte de ikke fiske, ikke telefonere, ikke have sex med ikke-jøder, så bliver de forvist fra biografer, teatre, sygehuse og skoler, så bliver deres ejendom konfiskeret, så skal de bære en gul sekskantet stjerne, hvorpå der står jood (jøde) - og den logiske konsekvens af disse forbud var den, at disse jøder ikke måtte trække vejret og leve. Det besynderlige er, at de jøder, nogle få af dem, dog lever. Jøde mod jøde I selve det autentiske øjeblik kan bevidstheden ikke overskue absurditeten, dette frygtelige ikke-liv registreres selvfølgelig, ikke uden bekymring og sorg og angst, men fundamentalt uden den fortvivlelse til døden, som burde (ja, burde?) være reaktionen. Mirjam Bolle er stærk. Dertil kommer - som det store håb om overlevelse - at medlemmer af Det Jødiske Råd var fritaget for deportation. Realiteten er grusom: jøde mod jøde. Men det egoistiske håb om selv at være fritaget kan man ikke undgå. Det livshåb klynger hun sig til, hver gang transporterne går i gang, og hun råber og skriger det, hver gang hun bliver afhentet - så energisk, at hun hver gang løslades og igen kan tage hjem til forældrene. En fast religiøs tro er også med til at holde kvinden oppe, for hun skal engang forenes med sin forlovede i Palæstina. Autentisk vidnesbyrd Løftet om frihed holdt ikke. Anden del af brevene kommer fra den hollandske opsamlingslejr Westerbork, og derfra går rejsen i kreaturvogne til Bergen-Belsen. Men fordi hun er zionist, bliver hun til sidst sat fri til at rejse og genforenes med sin Leo. I Palæstina har Mirjam Bolle arbejdet som sekretær for forskellige hollandske ambassadører. To af hendes tre børn er omkommet under krigene med palæstinenserne. Sådan er det værste i hendes skæbne udformet. Det er dén skæbne, hun ikke kan komme over. Bogen er et fremragende autentisk vidnesbyrd fra et land, der var i krig på en måde, danskerne aldrig oplevede. Det burde vi nok stadig, også Anders Fogh, være taknemmelige for.