Rocker, voldsmand, dopingsmugler og våbenhandler. Dan Lynge har prøvet det hele, inden han blev meddeler til politiet og senere kom på forsiden af aviserne. Det er snart fire år siden, han henvendte sig på Ekstra Bladets redaktion. Siden har historien om hans samarbejde med politiet gang på gang trukket store overskrifter frem i alle landets medier. Svigtende hukommelse Men ikke nok med det. Landets justitsminister blev nødt til at reagere. For Dan Lynge fortalte, at han ikke blot havde informeret politiet om rockerkrigen. Han sagde, han også havde advaret om planlagte og forestående attentater, uden at politiet havde forhindret dem. Det gjaldt blandt andet det raketangreb mod Hells Angels' rockerborg i Titangade, som i oktober 1996 kostede to mennesker livet. Så i foråret 2004 blev der nedsat en undersøgelseskommission til at klarlægge myndighedernes rolle. Afhøringerne har været artig læsning. Flere chefer fra politi og anklagemyndighed har lidt af en svigtende hukommelse. Forklaringerne har ikke altid kunnet bekræfte, at rockermeddeleren og hans informationer fik en professionel behandling af systemet. Unuanceret portræt Medens landet venter på undersøgelseskommissionens rapport, har de fire journalister, der bragte Dan Lynge frem i Ekstra Bladet og TV 2, samlet hele hans historie i bogen 'Dan Lynge - mit dobbeltliv'. De har tidligere i år fået journaliststandens højeste udmærkelse, Cavling-prisen, for deres afdækning af sagen. Ved at samle hele puslespillet i en bog har de haft mulighed for at give læserne overblik over hele forløbet, sammenholde Lynges beretning med andre kilder og analysere sagen samt tegne et portræt af hovedpersonen. Men det er ikke den vej, de fire journalister er gået. De har i stedet valgt den beskedne rolle som penneførere for Dan Lynge og udgivet hans fortælling som en biografi skrevet i jeg-form. Dermed lader de desværre læseren i stikken i flere henseender. Bogen rummer i sagens natur kun Dan Lynges syn på sagen. Læserne må nøjes med det, han vil fortælle. Journalisterne springer over de mange anledninger til at stille kritiske spørgsmål. Og de forhindrer sig selv i at gå hele vejen rundt om hovedpersonen og tegne et mere nuanceret portræt af ham. Forspildt chance Dan Lynges beretning rummer ellers rigeligt med huller, der skriger på en forklaring. Allerede hans opgør med faderen helt indtil dødslejet er svært at begribe. Ih, hvor det ville være rart at høre moderen fortælle om familien, og klasse- og fodboldkammeraterne berette om drengeårene, før han gled uden for pædagogisk rækkevidde. Gennem hele bogen overlades læseren til Dan Lynges forklaring om, hvilken helvedes karl han alle dage har været. Men det kniber med beviserne. Det er påfaldende, hvordan han gang på gang er i stand til at klare alle paragraffer, når han er ude på enmandsmissioner, mens han spiller en nærmest inferiør birolle, når der er andre til stede, som kan bevidne, hvad der er sket. En forspildt chance kunne bogen kaldes i betragtning af de helt særlige forudsætninger, som de fire journalister har for opgaven i kraft af deres langvarige og indgående kendskab til Dan Lynge. Læseren bliver ikke meget klogere hverken på hans eller myndighedernes roller. Det er faktisk synd.