Hvor er det modepræget, alt dette med 'kanon'. For ganske få år siden var der ikke nogen som helst andre end teologer, der kendte eller brugte ordet (i en dejlig klar og tydelig modsætning til 'apokryf'), men nu er det pludselig blevet så vigtigt, at der i samtlige Gyldendals tre kanon-bind til folkeskolens 7., 8. og 9. klasse kan læses et forord, hvor ordet og tingen forklares på tre forskellige måder. Disse forord foregiver at være henvendt til skolebørnene, men det er de ikke, hvad man ikke behøver være nogen retorisk Einstein for at demonstrere: Forordene er henvendt til politikere, voksne kolleger og beslutningstagere, så alle kan vide, at redaktørerne af de tre bøger er rettroende medlemmer af tidens litterære modereligion. Konsistent I øvrigt er det udmærkede, aldeles uskadelige læselet tekster (punktummer i stedet for kommaer) om, hvor fint det er med litteratur. Det meget moderne ord 'præcis' bruges flere gange på den lidt upræcise måde, som er o.k. netop nu: »Vi levede med i personernes historie og blev ført ind i de nye verdener, de åbnede for os«. »Det er jo præcis det, en god bog kan«. Jamen jo da, i Jesu navn og lige præcis. Og skjules skal det ikke heller, at disse tre bind tekster til folkeskolens sidste klasser faktisk er et ualmindelig kvalificeret stykke arbejde af de to redaktører, Lene Møller og Thomas Thurah. Langt mere konsistent og gennemarbejdet end de tidligere binds roderi. Koncentriske cirkler Man trækker en linje fra Homer og Snorri Sturluson til Per Højholt og Peter Seeberg, man går kronologisk frem i alle tre bind og lægger ligesom koncentriske og stadig mere krævende cirkler om både det indholds- og formmæssige. Der er f.eks. tekster af Tom Kristensen i alle tre bind, men det er i det sidste, til de unge i 9. klasse, at uddraget af 'Hærværk' kommer. I dette bind bringes også et klip fra Carl Th. Dreyers filmmanuskript til 'Jeanne d'Arc', en fin udvidelse af forestillingen om litterære genrer, og her er i det hele taget til og med Michael Strunges 'Drømmens faner' en pragtfuld verden af litteratur, som man misunder de store børn at skulle møde for første gang. Et omfattende arbejde er gjort med ordforklaringer og realkommentarer, der overalt hjælper godt på vej, men selvfølgelig også undrer her og der - f.eks. når man i uddraget fra indledningen til Thorkild Hansens 'Det lykkelige Arabien' ikke vil lade Hansens brug af »Hold, tåre, op at trille / og du, vor citar, stille!« forbigå uden en forklaring på citar ('strengeinstrument'). Derimod synes man ikke, at man vil fortælle eleven i 9. klasse, hvor Johannes Ewalds vers overhovedet kommer fra og hvorfor (Frederik 5's bisættelse). Pyt: blot en pudsig detalje. Andersen-hysteri Det er således tre glimrende og godt formidlede tekstudvalg, der afslutter Gyldendals kanon for folkeskolens 9. klasser. Et både kærligt og professionelt nedslag i en række tekster, som netop nu anses for 'kanon'. Hermed naturligvis også sagt, at når moden ændrer sig, vil udvalget også ændre sig. H.C. Andersen-hysteriet har selvfølgelig sat sig igennem også i Gyldendals kanon: der er Andersen-tekster i samtlige otte bind, også disse sidste tre. Ikke mindre end 24 Andersen-tekster i alt, hvilket nok kan siges at være en anelse ude af proportion, når man f.eks. ikke har fundet plads til juleevangeliet. Men denne kanon er altså udkommet i 2005. Lige præcis.