Ekstra Bladets chefredaktør Hans Engell er et fascinerende menneske. Han er en stor, karismatisk, charmerende, jovial og begavet mand, der elsker mad, magt, vin, politik, geværer, kanoner, øl, cognac og kvinder. Dertil kommer, at han har været forsvarsminister, justitsminister, statsministerkandidat for de konservative og den altdominerende skikkelse i de magtkampe, der udspillede sig i Det Konservative Folkeparti op gennem 1990'erne. Efter sigende skulle Søren Pilmarks figur som den brutale politiker Erik Dreier i bogen og filmen 'Kongekabale' være hentet i virkelighedens Hans Engell. Skulle det ikke være nok, har han også skrevet en bog om sig selv, hans kone har skrevet en bog om deres ægteskab, som ifølge hende var ydmygende, fyldt med psykisk terror og utroskab, og da han oven i købet knuste sin politiske karriere ved at køre ind i en betonklods i en ordentlig brandert, hvorefter han totalt bortdømt fra al indflydelse genopstod som chefredaktør for Ekstra Bladet, er der stof nok til en biografi, der er »larger than life«. Anonymt og lidenskabsløst Tilløbet til den store biografi er bestemt også til stede, og bogen redegør indsigtsfuldt for hans kostskoletid, hans ungdoms nazisympatier, hans forbrug af mennesker, hans manglende evne til at knytte langvarige venskaber, hans ensomhed og den mangel på ægte barndomskærlighed, som intet menneske kan flygte fra. At Birgit Eskholm er en vidende og rutineret journalist, der kan sit Christiansborg er også hævet over enhver tvivl, og selv om biografien i høj grad er bygget op på anonyme kilder, så har den langt hen ad vejen stor troværdighed. Men den har et problem. Med Hans Engells liv burde siderne være malet røde med politisk blod, ædegilder og høje promiller. Begejstrede medspillere, hadefulde modstandere burde lade galden flyde ned gennem spalterne, fyrede journalister burde tage bladet fra munden, og nøgterne observatører burde fremlægge den politiske analyse. Men det gør de for sjældent, for anonymt og for lidenskabsløst, og det er den største mangel ved bogen. Den er på godt og ondt mindre end sin hovedperson. Den beskriver hans brutalitet, hans stormomsuste ægteskab, hans charme, hans vid, hans vitalitet og levemandsmanerer, men den lugter ikke af politisk blod, ædegilder, brutale magtkampe, store branderter og dårligt ægteskab. På den måde bliver den trods nye detaljer og en ambition om at lægge alle de ilde hørte sandheder frem en repetition af noget, vi synes at have hørt før. Dan Lynge-sagen Trods gentagne opfordringer fra Birgit Eskholm har Hans Engell nægtet at medvirke, og når gamle skolekammerater, politiske venner og politiske fjender optræder anonymt, så svinder biografiens vægtfylde ind, ligesom der er etiske problemer, når mennesker, der næppe har bedt om at være med i den her bog, optræder i biroller, selv om de er politisk betydningsløse og derfor burde være beskyttet af privatlivets fred. Helt overordnet er der dog intet etisk galt. Som chefredaktør på Ekstra Bladet, der karaktermyrder og helgenkårer mennesker efter pludselig indskydelse, gælder der andre regler for Hans Engell end for andre. Han må finde sig i, at man går rigtig tæt på, og der er da også tilløb til regulære afsløringer. Ifølge bogen går der ikke langt fra Hans Engells ankomst på Ekstra Bladet til det tidspunkt, hvor bladet styres af 'management by fear'. Helt galt går det angiveligt, da to af bladets dygtige graverjournalister insisterer på at holde fast i sagen om rockeren Dan Lynges forbindelse til politiets top, dengang Hans Engell var justitsminister. Journalisterne modtager senere Cavlingprisen for deres artikler, men ifølge Birgit Eskholm tyder en del på, at Hans Engell faktisk havde kendskab til Dan Lynge-sagen, da han var justitsminister, og at han systematisk og vedvarende lægger hindringer i vejen for de to journalister, der arbejder med sagen, hvilket har den konsekvens, at de til sidst siger deres stillinger op. Hvis det virkelig er sådan, det er foregået, så burde Hans Engell næppe være chefredaktør for Ekstra Bladet, men da Birgit Eskholm ikke har formået at få nogen af de berørte til at fægte med åben pande, så bliver det ved antydningen, og som læser sidder man tilbage med fornemmelsen af, at så var det nok heller ikke værre. Vejer for lidt En enkelt undtagelse er forhenværende statsminister Poul Schlüter, der om Hans Engell siger: »Han var kun optaget af at bevare magten, men kunne ikke administrere den. Han havde ikke karakteren. Jeg er skuffet over ham«. Også Uffe Ellemann-Jensen siger mindre pæne ting om Hans Engell, men deres ubehag ved hinanden er kendt, og selv om Hans Engell muligvis er en brutal politiker, så virker de modspillere, han er oppe imod, heller ikke som de rene duksedrenge. Overordnet svækker det troværdigheden, at forfatteren adskillige gange er nødt til selv at slå de sidste søm i den kiste, der er fyldt med alle Hans Engells dårlige kvaliteter, fordi ingen andre vil gøre det til citat. Eksempelvis skriver Birgit Eskholm til allersidst. »Historien om Hans Engell er historien om isenkræmmersønnen, der kunne være blevet Danmarks statsminister. Men som ødelagde det for sig selv den nat på Helsingørmotorvejen, fordi han i sin magtfuldkommenhed var nået dertil, at de regler, der gælder for andre mennesker, ikke gælder for ham«. At han ødelagde det for sig selv på Helsingørmotorvejen er utvivlsomt sandt. At det skyldes, at han i sin magtfuldkommenhed var nået dertil, at de regler, der gælder for andre, ikke gælder for ham, er derimod en påstand. Det reflekterer muligvis den almindelige opfattelse af Engell, men det åbner ikke for mysteriet om et på godt og ondt fascinerende menneske, der her har fået en biografi, som trods et ihærdigt forsøg vejer for lidt i forhold til den kampvægt på 100 kilo, som Hans Engell ifølge bogen render rundt med.