Ikke kun herhjemme, men over hele den vide jazzverden kom det som et chok, da Niels-Henning Ørsted Pedersen døde så uventet i foråret, kun 58 år gammel. Ingen anden dansk jazzmusiker nød så høj og bred en international anerkendelse som denne bassist, der allerede i en ganske ung alder satte nye standarder for, hvad der lod sig gøre på det store instrument, og hvis navn siden hen skulle blive til noget mere end det, nemlig et begreb: NHØP. Pragtværk Det er alene disse fire bogstaver, der sammen med et portræt af NHØP udfylder forsiden på det pragtværk af en bog, der i ord og billeder fortæller om dennes begivenhedsrige liv. For de sidstnævnte svarer fotografen Jan Persson, der har kunnet følge NHØP gennem hele hans lange karriere, og hvis fotokunst føjer sig smukt ind i den fornemme grafiske tilrettelægning, der er kommet bogen til del. Rige egenskaber Teksten omfatter både en introduktion ved Peter H. Larsen og en selektiv diskografi, udarbejdet af Thorbjørn Sjøgren, men dens egentlige budskab ligger i de atten interview, der tegner portrættet af bogens hovedperson. Og her kommer man både tæt på og vidt omkring. NHØP's søskende, søsteren Kirsten og brødrene Poul og Helge, beretter om deres fælles hjem, Osted Friskole, og om deres opvakte lillebror, der hurtigt afslørede sin alsidige begavelse, i særdeleshed sin usædvanlige musikalitet. Ole Kock Hansen, hans nære ven siden barndomsårene, og Bent Axen, lederen af Jazzkvintet 60, gør rede for NHØP's første tid som professionel musiker. Så følger årene som medlem af husrytmegruppen i Montmartre, adgangen til den store internationale jazzscene, samarbejdet med Oscar Peterson og endelig NHØP i rollen som sin egen herre. En historie, der i det store og hele er velbekendt, men som bl.a. Alex Riel, Nils Winther, Oscar Peterson, Jonas Johansen, Mads Vinding, Michala Petri og Lisa Nilsson uddyber ud fra deres erfaringer. Alle er de enige om NHØP's instrumentale mesterskab og rige menneskelige egenskaber. Uvilje mod udfordringer Der er dog ikke tale om det rene skønmaleri. Det, som nogle vil betragte som en eventyrlig tilværelse, havde sine omkostninger, og det holdes ikke skjult. Der var ensomheden, savnet af familien, jalousi og kontroverser musikerne imellem. Og Finn Slumstrup og guitaristen Philipe Catherine kommer også nærmere ind på det, der - til trods for at NHØP til stadighed bevarede sit virtuose greb om instrumentet - førte til hans kunstneriske stagnation. Nemlig hans uvilje mod at søge nye udfordringer. Det var det samme repertoire, de samme numre, ligegyldigt hvem han spillede med, han kørte med år efter år. Der var undtagelser. Catherine beskriver en koncert, hvor de havde fået trommeslageren Alvin Queen med. »Så tog vi nogle andre standards end dem, vi plejede ... Bare det at høre Niels give sig i kast med et nyt nummer var en åbenbaring ... Når han spillede noget nyt, blev hans spil mere sårbart, mere prøvende - stadig suverænt i form og renhed - men, altså, præget af den lille risiko, der var, når det var ting, han ikke kunne spille i søvne«. Sådan var vi flere, der længtes efter at høre ham. Helt uden fejl er bogen ikke. Torben Ulrich skrev aldrig for Ekstra Bladet, men på daværende tidspunkt for B.T. Den pianist, der omtales som Niels Brøndsted, hedder Brønsted, og den dreng, der ses siddende i en sofa på side 120, er ikke Kenny Drews søn Kenny Drew Jr., men Marianne Mathisens søn, som Kenny Drew blev stedfar til.