Det begynder med en kaffeklub. Året er 1971, og en ny generation af socialdemokratiske politikere er blevet valgt til Folketinget. Hierarkiet i partiet er stift, og man skal gøre sig fortjent til at blive inviteret ind i en af de kaffeklubber, der markerer både politisk placering og personlig status. Tegner dansk politik Men to af de nyvalgte kan ikke vente på at blive juniormedlemmer af de gamle kaffeklubber - Svend Auken og Ritt Bjerregaard danner deres egen. Og så er historien ligesom i gang. Historien om to socialdemokrater, der med tiden fik følgeskab af en Mogens Lykketoft og en Poul Nyrup Rasmussen. Tilsammen kom de fire til at tegne Socialdemokratiet - og dermed dansk politik, på godt og ondt - i en menneskealder. Fløjkrige Tre af dem nåede at blive partiformænd, én blev statsminister, én blev EU-kommissær, og de har siddet på alle væsentlige ministerposter. Men som Mortensen konstaterer, så »lykkedes det aldrig én af dem at få den totale kontrol over partiet. I forskellige konstellationer og alliancer udgjorde de reelt en kollektiv ledelse«. Det er der sådan set ikke noget nyt i, og derfor er det med en sund portion skepsis, man tager fat på Hans Mortensens bog 'De fantastiske fire' - endnu en bog i den tiltagende strøm af politiske biografier, der hvert efterår slås om pladsen under juletræet. Men den skepsis bliver hurtigt gjort til skamme. For nok er langt det meste beskrevet før i personlige biografier og debatbøger, men ideen med at genopleve 35 års politisk historie gennem fire centrale aktører viser sig at holde hele vejen. Dels fordi netop de fire med større og mindre succes har deltaget aktivt i stort set enhver politisk debat af betydning i perioden. Dels - og nok især - fordi vi hermed får den første autoritative og troværdige udlægning af de fløjkrige, der har præget og plaget det store arbejderparti i årtier. Baggrund for interne opgør Bogens omdrejningspunkt er en sætning fra Mogens Lykketofts famøse tale på valgaftenen 8. februar i år. Dén sætning, hvor Lykketoft gik i rette med den udbredte forestilling, at de opslidende fløjkrige og magtkampe er udtryk for gold kynisme. »For vi har alle - hvad enten vi hedder Svend, Ritt, Poul eller Mogens - haft ét for øje: at give styrke til vort parti«, sagde Lykketoft. Den udlægning bekræftes langt hen ad vejen i bogen. Hans Mortensen viger ikke tilbage for at udstille det dobbeltspil og hykleri, som alle fire i forskelligt omfang har gjort sig skyldige i. Men han trænger også dybt ned i baggrunden for de interne opgør - og der har faktisk som regel ligget reelle politiske eller strategiske uenigheder til grund, når gamle alliancer er brudt og erstattet af nye. Væltet som formand Det gælder dog i mindre grad Ritt Bjerregaard end de tre øvrige. Bogen tegner et interessant billede af Københavns nye overborgmester som én, der ganske ofte lader sine standpunkter forme af, hvad der forekommer at være magtpolitisk klogest. Men det hører med til billedet, at Ritt Bjerregaard også fremstår som dén af de fire, der er suverænt bedst til at læse og forudse et politisk forløb og drage konsekvensen af det. Et godt eksempel er sagen om Ritts lejlighed på Vesterbro, der eksploderede i 1991. På det tidspunkt sad Svend Auken gennem sin alliance med Ritt ganske solidt på partiet, men til sidst følte han sig presset til at fyre Ritt Bjerregaard som gruppeformand. Dagen forinden havde Ritt givet ham følgende advarsel: »Svend, det er mig denne gang. Når jeg er væk, er det dig, de vil gå efter«. Auken troede ikke på advarslen. Et halvt år senere var han væltet som formand. Og i mellemtiden havde Ritt skiftet hold. Hun støttede Poul Nyrup. »Fryser du, Svend?« En af bogens store kvaliteter er, at Hans Mortensen med sikker hånd finder den helt rette balance mellem det personlige og det politiske - og at det strengt private kun er med, hvor det åbenlyst spiller en rolle for det politiske. Hele bogens berettigelse skal jo findes i erkendelsen af, at personer - og personlige relationer - har enorm betydning for de politiske beslutninger. Sine steder damper der ligefrem en isnende kulde ud fra siderne. Som da Nyrup i 1998 gik uden for sit manuskript i en kongrestale for at kommentere vedholdende - og sande - rygter i pressen om, at forholdet mellem statsministeren og miljøminister Svend Auken var iskoldt. »Fryser du, Svend?«, sagde Nyrup fra talerstolen. Følsomme interne debatter Det gjorde Svend ikke. Et personligt kanonvalg havde nemlig givet ham blod på tanden, og han angreb på flere måder Nyrups autoritet. I forvejen var Nyrup trængt, fordi balladen om efterlønnen havde forværret et i forvejen anstrengt forhold mellem ham og Mogens Lykketoft. Det førte til spekulationer i pressen om, hvorvidt Auken skulle 'eksporteres' til Bruxelles for at afløse Ritt Bjerregaard som EU-kommissær. Netop i den situation valgte Ritt Bjerregaard at give et interview til Berlingske Tidende, hvor hun lovede at ruske grundigt op i de følsomme interne debatter i partiet, hvis hun mod sin vilje skulle vende hjem fra Bruxelles. Skulle det mon opfattes som en trussel, blev hun spurgt. »Det håber jeg sandelig ikke, at der er nogen, der gør. Jeg håber, de vil opfatte det som et tilbud. Men det er da muligt - det aner jeg jo ikke«, lød hendes svar. Bemærkelsesværdig kvartet i dansk politik Sine steder er der tale om ren krønikeskrivning i bedste Paul Hammerich-stil, og det er ment som en kompliment. Hans Mortensens overblik og research er suveræn. Skal man komme med en indvending, er det, at forfatteren - sikkert af frygt for at belemre læseren med sine personlige vurderinger - undlader at give beretningen et fremadrettet perspektiv. For det er jo ikke helt korrekt, når han skriver, at Mogens Lykketofts bevægede tale i JazzHouse på valgnatten 2005 »satte punktum for den mest bemærkelsesværdige kvartet i dansk politik«. Jo, Nyrup har eksporteret sig selv til Bruxelles, men bestemt ikke meldt sig ud, hvad han beviste med sine hårde angreb på Frank Jensen under forårets formandsvalg. Relevant at forstå de fantastiske fire Både Svend Auken og Mogens Lykketoft er fortsat ganske aktive spillere i den groggy socialdemokratiske folketingsgruppe, og efter tirsdagens overbevisende valgsejr er det svært at tro, at Ritt Bjerregaard ikke vil se det som sin opgave at blande sig både her og der. Så meget desto mere relevant er det at kende og forstå, hvad der gennem tiden har drevet Svend, Ritt, Poul og Mogens. Og det giver bogen et unikt indblik i. Hvis man kun skal læse én politisk bog i år, så må det blive 'De fantastiske fire'.